»Jeg er ikke længere hende, der har vundet OL guld. Jeg er hende, der har været med i et tv-program.«
Anne-Marie Rindom står bag nogle af de største danske sportsresultater de senere år, men det er alligevel noget helt andet, der nu for alvor har gjort hende landskendt.
Den danske sejlers deltagelse i TV 2-hittet 'Forræder' har nemlig betydet, at hun nu bliver genkendt på gaden. Rigtig meget endda.
Det fortæller hun til B.T.
»Det har været meget anderledes. Normalt ser folk sejlsport til OL, og så ved folk, hvem man er – i en kort periode. Men nu kender alle pludselig én og vil have selfies. Det er en anden form for fame, end jeg nogensinde har prøvet,« lyder det fra Anne-Marie Rindom, inden hun fortsætter:
»Alle spørgsmål fra folk handler om 'Forræder'. De er ligeglade med sejlsport.«
Danskeren, der også har bopæl i Australien, var faktisk i Danmark, mens programmet kørte i foråret.
Og her gik det for alvor op for hende, hvor mange der følger med i TV 2-programmet:
»Jeg er meget overvældet over interessen. Folk går virkelig op i det, og jeg har fået så mange kommentarer. Det er 99 procent positiv feedback, vil jeg sige.«
Derfor har Anne-Marie Rindom da også kun gode ting at sige om sin deltagelse i 'Forræder'.
»Jeg er vildt glad for at have været med. Og jeg har mødt så mange fede mennesker. Og mange forskellige. Det var en unik mulighed og en stor oplevelse,« afslutter hun.