Mange af de heppende tilskuere på den lange bakke op mod målet ved Fortunen har med garanti ikke glemt Anna Emilie Møllers forrygende finish i Eremitageløbet i 2016.
Med en fantastisk afslutning - og en fantomtid på 43.45 for de 13,3 kilometer gennem dyrenes skov - slog det 19-årige nordsjællandske naturtalent Dorte Vibjergs 18 år gamle rekord med 14 sekunder.
Og selv om Sylvia Kiberenge har vundet E-løbets kvindeklasse lige siden, er det stadig den hurtigste tid i nationalskoven nogensinde.
Denne signatur glemmer heller ikke, at Anna Emilie Møller faldt om af træthed i målområdet.
Hun havde givet alt, hvad hun havde, og da jeg otte år senere konfronterer hende med synet af en liggende løber på jorden, siger hun leende:
»Det var ikke noget særligt. Det gjorde jeg tit.«
Siden har hun sat dansk rekord på både 3.000 meter forhindring med 9.13.46 og 5.000 meter med 15.07.70, begge i 2019, og hun deltog i OL på forhindringen i Rio de Janeiro (2016) og Tokyo (2021).
I år håbede hun på et olympisk hattrick i Paris, men en skade knuste hendes drøm.
»Jeg har i flere år kæmpet med skader i kortere eller længere perioder og hver gang kommet igen. Det gør jeg også nu,« siger hun.
»Stille og roligt er jeg ved at komme i form. I en måneds tid har jeg trænet målrettet. Lysten er der, og jeg glæder mig til Eremitageløbet.«
»Jeg husker de to gange, jeg har været med. En skøn oplevelse. Men jeg har nu ikke de store forventninger om at vinde i år.«
Anna Emilie Møller, 27, læser medicin i Aarhus og repræsenterer Blovstrød Løverne.
Det 55. Eremitageløb afvikles søndag 6. oktober kl. 11.00 i Dyrehaven. Foreløbig har 15.500 tilmeldt sig.
Traditionen tro bliver der fotografering af jubilarerne, som skal være med for enten 25., 30., 35., 40., 45., 50. eller 55. gang. Det foregår kl. 10.20 i startområdet.
Fra i år bliver der også fotografering af løbere, der gennem tiderne er blevet kåret som årets mandlige og kvindelige eremitageløber.
Siden 1985 har arrangørerne kåret to løbere, som har levet op til Eremitageløbets grundidé, regelmæssig træning for sundhed og velvære.
Har du et forslag til årets mandlige eller kvindelige eremitageløber, så mail til journalist Peter Fredberg.
Årets E-løbere hædres begge med et gavekort på 2.500 kr. fra E-løbets sponsor, Kaiser Sport, samt et diplom.