Thomas Kristensen husker stadig, hvordan han stirrede på skiltet. 

'Lokalradio' stod der.

Det var egentlig slet ikke det, han søgte, da han gik rundt i Esbjerg og ledte efter et sted, han kunne komme i skolepraktik. Men i stedet for at gå videre tog han pludselig en beslutning. En beslutning, der kom til at definere resten af hans liv.

»Hvis jeg ikke var drejet til højre lige dér, så var jeg aldrig endt her, hvor jeg er i dag. Det blev hele grundstenen,« siger tv-værten i et interview med B.T.

55-årige Thomas Kristensen kommenterer Superliga- og landsholdskampe.
55-årige Thomas Kristensen kommenterer Superliga- og landsholdskampe. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Vis mere

I mere end 25 år har han været et kendt ansigt – og stemme – på TV 2. Men vejen til at blive én af de største profiler på tv-stationen lå dog ikke ligefrem i kortene.

For havde hans mor fået sin vilje, så var han nemlig blevet bankmand. 

Det var kun ved et tilfælde, at han gik forbi den lokale radiostation i sin søgen efter en praktikplads. Men da han trådte ind ad døren, var han ikke i tvivl om, at han var kommet til det helt rigtige sted.

»Jeg kunne gode lide alt det med teknik og en mixerpult. Det var faktisk ikke min drøm om at være ham med mikrofonen. Men man bliver jo grebet af det med årene. Og så har jeg altid været helt tosset med sport,« forklarer han.

Og inden han så sig om, var han pludselig fast reporter for Radio Victor, hvor han dækkede både fodbold, håndbold og ishockey.

Herefter gik turen til Danmarks Radio, hvor han kom under vingerne på ikonet Kurt Strand.

»Jeg var jo ufaglært. Det var meget uhørt. Men jeg fik sneget mig ind på holdet og fik i bund grund min uddannelse dér i de tre år,« siger han og fortsætter:

»Jeg kunne jo både være live-reporter og være med til at lave radio på en helt anden måde.«

Det var faktisk slet ikke planen, at Thomas Kristensen skulle være tv-vært.
Det var faktisk slet ikke planen, at Thomas Kristensen skulle være tv-vært. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det gik faktisk så godt på det tidspunkt, at han blev sendt afsted til VM i fodbold i 1998. 

Og blot et halvt år senere ringede det pludselig. Det var TV 2, der ville gafle ham fra rivalen.

»Den kendte sportsjournalist Steen Ankerdal tippede TV 2-ledelsen om mig, og så begyndte jeg dér i 1999,« lyder det videre.

Her måtte han dog vinke farvel til radiouniverset og i stedet tage plads foran kameraet samt i kommentatorboksen.

»Som årene gik, voksede der en drøm om at blive ligesom som Svend Gehrs. Jeg gik vanvittigt meget op i fodbold, og jeg så virkelig op til legender som Flemming Toft, Morten Stig Christensen og Jørn Mader. Det var ikoner for mig,« fortæller han, inden han fortsætter:

»Jeg vidste dog, at det nærmest var umuligt at leve op til dem.«

Men 25 år senere har han så alligevel gjort sit til, at hans stemme er én af landets mest kendte.

Og han kan ikke forestille sig at være et andet sted end hos TV 2:

Thomas Kristensen dannede i mange år makkerpar med Bent Nyegaard.
Thomas Kristensen dannede i mange år makkerpar med Bent Nyegaard. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Nogle gange har man selvfølgelig tænkt, om man skulle kigge sig om efter noget andet. Men det her er bare mit andet hjem. Der løber TV 2-blod i mine årer. Det er jo tæt på halvdelen af mit liv, at jeg har opholdt mig her. Min søn blev født to uger inden, jeg startede på TV 2. Så det er meget specielt for mig.«

54-årige Thomas Kristensen er da også stolt over alt det, han har opnået, når han ser tilbage på karrieren:

»Jeg har kastet mig ud i det med liv og sjæl – og virkelig forsøgt at gøre mit bedste.«

Også selv om det ikke var planen, da han gik rundt og ledte efter praktikplads i Esbjerg.

»Jeg holder stadig fast på, at det var en tilfældighed, at jeg endte i den her branche,« afslutter han.