Den unge sportsstjerne og model Eileen Gu har haft sig en ubehagelig oplevelse, forklarer hun på sociale medier.

»Desværre skete der en frygtelig ulykke (i fredags, red.) grundet en menneskelig fejl. Det var kun held, der gjorde, at det ikke endte meget værre,« deler hun på Weibo ifølge flere medier.

Hvad der præcis skete under hændelsen er uvist, men sikkert er det, at det skete under en træning ved Cardrona Alpine Resort i New Zealand.

Her var den 21-årige freestyle-skiløber ude at træne, hvor det gik galt. Efterfølgende er hun kommet på hospitalet for at blive undersøgt, men ifølge vidner blev hun fragtet væk på en båre.

Eileen Gu modtager sin medalje ved vinter OL i 2022.
Eileen Gu modtager sin medalje ved vinter OL i 2022. Foto: Alessandra Tarantino/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nu afventer skifænomenet nyt fra lægerne omkring, hvornår hun igen kan være tilbage på sneen efter episoden, som hun selv kalder »skræmmende.«

På trods af den unge alder har Eileen Gu allerede et vanvittigt cv. Blandt andet vandt hun en række medaljer ved OL i Beijing i 2022 – herunder flere af guld. 

Men 2025 har næppe været hendes år. Gu var netop kommet tilbage efter en skade, der havde holdt hende væk fra træning siden januar – og nu lader det altså til, at hun må ud i endnu en tvungen pause.

Gu kom frem i en meget ung alder og var en vaskeægte teenagesensation.

Ud over at være et enormt talent på ski er hun også model, samtidig med at hun har været scoret absolut topkarakterer som studerende ved det anerkendte Stanford University i Californien.

Her kan du læse om, hvordan interessen om den unge atlet eksploderede for nogle år siden.