Pigen, der løb ud af Afrikas største slumområde i Kibera uden for Nairobi og kom til Køge som au pair i 2012, er i sit livs form.
Vi taler om Sylvia Kiberenge. 34 år. Lille og spinkel, men en gigant i Dyrehaven.
Med syv sejre i verdens ældste motionsløb er hun den mest vindende eremitageløber nogensinde, og hun er også favorit i den 55. udgave på søndag.
I sidste måned løb hun 1.11.00 i Copenhagen Half. Hurtigere end Sara Schou Kristensens danske rekord (1.11.07 fra Barcelona i februar 2024).
Men Sylvia Kiberenges tid kan ikke anerkendes som dansk rekord, da hun ikke opfylder de strikse regler for dansk statsborgerskab.
At hun er i topform blev understreget i søndags med andenpladsen over 30 kilometer i et af Europas hårdeste internationale crossløb, Lidingöloppet.
Om den kuperede løjpe i Sverige stadig sidder i benene på hende, dét må løbet på søndag vise. Men Anna Emilie Møllers rekord fra 2016 for de klassiske 13,3 kilometer på 43.45 kan meget vel komme i fare.
At det bliver en forrygende kvindeklasse er indiskutabelt med navne som Sylvia Kiberenge, Sara Schou Kristensen og de to tidligere vindere af Eremitageløbet, Anna Emilie Møller og Anna Holm.
Og spørgsmålet er da også, om kvinderne nogensinde har været stærkere repræsenteret i Dyrehaven.
»Jeg elsker Dyrehaven. Udsigten over sletten vækker minder om Kenya og er en stor inspiration for mig. Jeg ser frem til Eremitageløbet hvert år. Det er det løb i Danmark, der betyder mest for mig,« siger Sylvia Kiberenge.
»Løb er en vigtig del af min identitet. Jeg føler mig som dansker, og håber også, at folk vil se på mig som dansker.«
Dyrehavens dronning er gift med sin træner, Erling Worm, og bor i en stråtækt Morten Korch-idyl fra 1750 få kilometer fra Vallø Slot uden for Køge.
Mellem sine to daglige træningspas arbejder hun som pædagog i vuggestuen på Troldehøjen i Tune. For at få det hele til at passe går familien i seng klokken otte om aftenen og har vækkeuret til at ringe kl. 4.45.
I slummen i Kibera boede Sylvia Kiberenge sammen med sin mor og bror i en hytte bygget af mudder og med bliktag. Hun stiftede bekendtskab med idrætten som fodboldspiller og mindes sit første løb som 19-årig.
Hun vandt i bare tæer og blev optaget i ungdomsprojektet Running Relations, en camp i Ngong tæt på Karen Blixens gamle kaffefarm.
Hendes træner var William Morwabe. Han blev senere en god ven af dansk atletik med sejre i Copenhagen Marathon, Etape Bornholm og B.T. Halvmarathon.
Sylvia Kiberenge vandt sidste års E-løb i tiden 44.49 med en margin til nr. 2, Sara Schou Kristensen, på 17 sekunder.
»Jeg har været med i Eremitageløbet fem-seks gange. Det er det løb, jeg har deltaget i flest gange. Det vil være stort, hvis jeg en dag slår Sylvia,« siger en drømmende Sara Schou Kristensen .
Hun startede karrieren i Bagsværd og kom derfra til Blovstrød Løverne, hvor hun var klubkammerat med Anna Emilie Møller. Nu repræsenterer hun AGF Atletik.
Det 55. Eremitageløb starter søndag klokken 11.00 ved Fortunen i Dyrehaven.