Efter mere end 25 år er Thomas Kristensen vant til det.
For de kommer næsten hver gang. Både de gode og de dårlige beskeder.
Den mangeårige TV 2-kommentator har nemlig et job, som rigtig mange har en mening om. Stort set hver uge bliver han i hvert fald bedømt af tv-seere, når han sætter sig foran mikrofonen for at guide folk igennem en fodboldkamp.
Og ofte resulterer det i en indbakke, hvor folk – helt uden at tøve – giver deres mening til kende om hans egenskaber som kommentator.
»Man får jo beskeder. Nogle, hvor det er folk, der bare kaster op. Dem gider jeg ikke at svare på,« fortæller Thomas Kristensen til B.T. og tilføjer:
»Men det påvirker mig ikke mere. Så skal det være virkelig personligt.«
Han understreger dog, at han i lige så høj grad modtager konstruktive beskeder. Og dem reagerer han altid på.
»Der svarer jeg pænt. Jeg gør jo altid mit bedste, men alle laver jo fejl på deres arbejde indimellem. Så jeg prøver at forklare folk, at man jo ikke laver fejl med vilje. Man kommer ikke igennem et arbejdsliv uden at lave fejl,« lyder det videre.
Evnen til at lukke hadefulde beskeder helt ude er dog ikke altid én, han har haft.
Langtfra faktisk.
For da han i 2004 overtog kommentatortjansen på Tour de France i stedet for ikonet Jørn Mader, måtte han igennem et par hårde år bag mikrofonen:
»Dér var jeg voldsomt påvirket af det. Der følte jeg, at jeg skulle tage skraldet for, at Jørn Mader og Jørgen Leth ikke længere var et makkerpar. Men det var jo ikke min beslutning.«
»De første to år var det virkelig hårdt. Der var jeg letpåvirkelig,« afslutter han.
Thomas Kristensen har været ansat på TV 2 i mere end 25 år. Men det lå faktisk slet ikke i kortene, at han en dag skulle ende med at blive én af tv-stationens største profiler.