Thomas Kristensen ved næsten ikke, hvor han skal starte.

For der er et hav af mennesker, som TV 2-kommentatoren gerne vil hylde, når han skal sætte et par ord på de store personligheder, der har betydet ekstremt meget for hans arbejdsliv de sidste 25 år.

Et kvart århundrede, hvor han har opbygget unikke venskaber til flere af sine kolleger. Blandt andre sin mangeårige makker Bent Nyegaard.

Det fortæller han til B.T.

TV 2-holdet under EM i 2007. Fra venstre: Morten Stig Christensen, Bent Nyegaard, Thomas Kristensen og Søren Herskind.
TV 2-holdet under EM i 2007. Fra venstre: Morten Stig Christensen, Bent Nyegaard, Thomas Kristensen og Søren Herskind. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

»Bent har haft stor betydning for mit liv, og han har en kæmpe stjerne i mit hjerte. Vi var så tætte sammen, at vi formåede at få det bedste ud af hinanden. Det vil jeg altid være taknemmelig for,« lyder det fra Thomas Kristensen, der dog de seneste år har skiftet håndboldstoffet ud med fodboldverdenen.

Han ses dog stadig med sin tidligere håndboldmakker.

»Bent og jeg ses med jævne mellemrum. I privat regi. Der er tale om et dybt forankret venskab. Men det er ikke sådan, at vi render dørene af hinanden,« lyder det videre.

Thomas Kristensen understreger dog flere gange, at der er andre på TV 2, som igennem tiden har haft lige så stor betydning for ham.

»Flemming Toft blandt andre. Og Morten Stig Christensen i særdeleshed. Han har haft kæmpe betydning for mit arbejdsliv, og hvor jeg er kommet til,« afslutter han.

Thomas Kristensen kommenterer Superliga- og landsholdskampe på TV 2 – sammen med sin faste makker Morten Bruun.