Thomas Kristensen husker stadig den dag i maj for fire år siden.

Han kommer faktisk aldrig til at glemme den. Det var chokket nemlig for stort til.

For her blev den folkekære TV 2-vært pludselig ramt af et ildebefindende, mens han var på arbejde på Kvægtorvet i Odense. Og efterfølgende blev den mangeårige tv-kommentator sygemeldt i en kort periode, mens han gennemgik grundige undersøgelser.

Og selv om chokket for længst har lagt sig, er det stadig noget, der sidder i ham, fortæller han i et interview med B.T.

»Det var en pejling om, at det var nok på tide, at jeg trak håndbremsen en gang imellem,« lyder det fra Thomas Kristensen.

Når han ser tilbage på det, der skete, er han dog ikke i tvivl om, hvad der var årsagen til, at han fik et ildebefindende.

Det er faktisk ret nemt for ham at pege på årsagen, erkender han:

»Jeg var i en omstillingsperiode, hvor jeg gik fra håndbold til cykling til fodbold. Der var bare så mange ting midt i en hård periode over lang tid. Og så fik jeg advarslen. Kroppen sagde fra. Det gik ikke længere.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De grundige undersøgelser tydede heldigvis ikke på, at noget alvorligt er galt.

Men hele oplevelsen blev alligevel et wakeupcall for ham.

»Jeg er blevet god til at sige fra efterfølgende. Dengang fyldte jeg jo min kalender helt op. For jeg vil gerne mange ting. Men det var blevet for meget,« lyder det videre. 

Netop derfor sørger Thomas Kristensen da også nu for at trække stikket, når han ved, at han bliver lagt ned af arbejde i længere tid.

»Jeg er udmærket klar over, hvis jeg er på vej ind i en periode med fuld knald på, at der skal lægges huller ind. Nogle frirum, hvor jeg kan tage væk og få trukket luft ind,« afslutter han.

I weekenden kan du på B.T. læse et stort interview med Thomas Kristensen om hans lange vej til at blive en profil på TV 2.