Siden 1970 har journalist Peter Fredberg deltaget i over 45 kåringer af B.T. Guld. Her skruer han tiden tilbage til de mest kontroversielle afgørelser.

Historien om B.T. Guld startede i 1930. Var det i al ubemærkethed, at Sorøs firer med styrmand tog til EM i Liége, var hjemrejsen fra Belgien et sandt triumftog.

På hovedbanegården i København kunne B.T. laurbærkranse de stolte roere. Og fem måneder senere blev europamestrene fejret med B.T. Guld. Som vindere af et tæt opgør med datidens populæreste fodboldspiller, Pauli Jørgensen, og cykelrytteren Henry Hansen.

Valget var dengang foretaget af en komité af københavnske idrætsledere. Senere lå afgørelsen i hænderne på formændene for DIFs specialforbund. Og i en periode var det B.T.s læsere, der bestemte.

Da læserne i 1997 stemte kvindelandsholdet i håndbold ind på førstepladsen foran verdens største atlet dét år, Wilson Kipketer, oplevede B.T. Guld sin største krise.

Som atletikmedarbejder på B.T. glemmer denne signatur det heller aldrig.

Jeg havde på tætteste hold fulgt Wilson Kipketer gennem mange år. Han havde i 1997 på fem en halv måned sat fem verdensrekorder, vundet to VM-guldmedaljer og med sin elegante og lette stil pulveriseret konkurrenterne på 800 meter efter noder. Wilson gjorde løb til kunst. Han var Chopin for øjet.

Men kvindernes VM-guld lige op til deadline gav tusindvis af stemmer. Og så hjalp det ikke, at Wilson Kipketer på verdensscenen blev hyldet som årets største navn.

Vis mere

Jeg kan huske dengang, at han tog det afslappet. Senere indrømmede han overfor mig, at han var skuffet. Og undrede sig.

B.T.s daværende sportschef, Peter Brüchmann, var så oprørt over forbigåelsen af historiens største 800 meterstjerne, at han overvejede at lægge B.T. Guld i graven. Den havde mistet sin mening, mente han.

To medarbejdere på sportsredaktionen, Bjarne Olsen og Kim Simmelsgaard, fik ham til at ombestemme sig.

Systemet blev ændret, så det fremover var et panel af Danmarks største idrætsnavne, der bestemte. Som i dag. Derfor er B.T. Guld idrættens egen pris. Og guldet er tungere end nogensinde.

Wilson Kipketer blev elleve år senere optaget i Hall og Fame og fik det største og varmeste bifald, undertegnede har hørt ved sportsfesten i minimetropolen på heden.

Første gang, bølgerne gik højt, var i 1968, da repræsentanterne fra specialforbundene bortdømte cykelrytteren Mogens Frey. Det var to år før, jeg kom til B.T.

Mogens Frey stod klar uden for døren til at modtage prisen efter at have vundet VM- og OL-guld i henholdsvis individuelt forfølgelsesløb og hold med Gunnar Asmussen, Per Lyngemark og Reno B. OIsen. Men i stedet kårede juryen tikæmperen Steen Smidt-Jensen for ottendepladsen ved OL i Mexico City.

Den 23-årige medicinstuderende blev ringet op af B.T. med den sensationelle nyhed. »Gør I grin med mig,« lød Steen Smidts første kommentar.

Mogens Frey reagerede med stor vrede. Jo, mange følelser har gennem årene været knyttet til Danmarks ældste idrætspris.