Flere dyrlæger slår alarm efter at have set billederne af hesten, som den danske OL-sølvvinder Nanna Skodborg Merrald red på i Gøteborg. 

Hun afviser anklagerne.

Hun har vundet OL-sølv for Danmark ved legene i Paris, men nu er Nanna Skodborg Merrald under kraftig beskydning fra det svenske medie Aftonbladet, der har tre dyrlægers ord for, at hun konkurrerede med et ulovligt stof på sin hest, Blue Hors Znickers.

»Hestens mund og forsiden af ​​tungen er dækket af et fremmed stof, der ikke er fuldt vandopløseligt. Det er tydeligt synligt. Det er ikke tilladt i konkurrence, fordi det kan være en måde at skjule skader i munden eller en misfarvet tunge på,« siger Sara Nyman, læge i veterinærmedicin og praktiserende dyrlæge, og kalder det 'virkelig alvorligt'.

Nanna Skodborg Merrald, t.h., med Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufour, som hun vandt OL-sølv med.
Nanna Skodborg Merrald, t.h., med Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufour, som hun vandt OL-sølv med. Foto: Zohra Bensemra/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Aftonbladet talte med Nanna Skodborg Merrald, der afviste, at man kan udlede det fra billederne, som mediet har, men kort efter blev der lagt på af en mand, som ikke præsenterede sig.

Da Aftonbladet igen fik fat i den danske rytter via de sociale medier fik de følgende svar.

»Jeg har set billederne, så du behøver ikke sende dem. Han (hesten, red.) har ikke fået kunstigt skum. Hvis du har flere spørgsmål, synes jeg, du skal spørge stewarderne og dyrlægen, der har godkendt hesten til stævnet.«

Arrangørerne af stævnet og Det internationale rideforbund afviser over for Aftonbladet, at der er blevet rapporteret noget angribeligt, hvilket undrer en anden dyrlæge, mediet har talt med.

»Hvis de påstår det, bør reaktionen være, at der skal tages spytprøver, når man ser heste, der ser sådan ud. Så du får det sort på hvidt. Hvis de ikke har noget at skjule, er der ikke noget problem, og hvis det viser sig, at hesten har unormalt spyt – i modsætning til normale heste, så ved vi det,« siger Christine Levring.

Hesten kommer fra et stutteri, der er ejet af LEGO-milliardær Kjeld Kirk Kristiansen, men hans presseansvarlige fortæller, at han ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Nanna Skodborg Merrald har tidligere været i negativt fokus. 

Idrætsmonitor bragte i juli billeder, hvor de danske topryttere Nanna Skodborg Merrald, Nadja Aabo Sloth, Cathrine Laudrup-Dufour og Carina Cassøe Krüth red på heste, der ifølge eksperter var i potentiel 'ekstrem smerte'.