Mathias Gidsel slog hovedet, men regner med at få mere ondt i knoppen efter den kommende fest.

Mathias Gidsel, guldvinder, MVP og topscorer ved OL.

Alt gik glat for Danmarks målmaskine i OL-finalen – bortset fra en ting måske.

Du slog hovedet på et tidspunkt. Er du okay?

»Ork ja, jeg missede min returbold, så det måtte jeg jo tage et skrald for. Der står sådan nogle træbjælker derude. Der var jeg lidt dum, men det endte heldigvis godt.«

Så du misser ikke guldfejring?

»Nej, der er ikke så meget, man kan slå. Jeg tror, jeg får mere ondt i hovedet i morgen,« siger Gidsel, og så kan man jo selv regne ud, om guldfesten bliver med eller uden alkohol. Han var dog godt mærket efter finalen og den hårde turnering.

Mathias Gidsels OL endte i et total triumftog.
Mathias Gidsels OL endte i et total triumftog. Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Kroppen er helt færdig nu. Det var den også under kampen i dag, men vi fandt noget ekstra, og det hjalp også at kigge ind på sine holdkammerater. Der var energi og attitude«

»Det var det sidste, vi havde, og det var heldigvis nok.«

»Jeg er enormt stolt af den præstation, den magtdemonstration vi leverer.«

Han missede guldet ved OL i Tokyo, så det gjorde godt at få den nye medalje i hus og få slettet mareridtet fra 2021.

»Det betyder utrolig meget. Efter sølvmedaljen i Tokyo sad jeg med en følelse af, at jeg måske kunne have gjort mere. Jeg var selvfølgelig ung.«

»I dag var det alt eller intet. At stå med den fineste karat og kunne vise den til venner og familie, at kunne tage den med sig i graven, det er det allerstørste med en OL-guldmedalje.«

Nu skal landsholdet mod Paris, hvor festen for alvor tager fat, men mon ikke de tyvstarter, så snart de kan.

Andre læser også