Det har aldrig været dyrere at købe nyt hus end nu.

Det er konklusionen på baggrund af nye tal fra Boligsiden for april 2025. Tallene viser nemlig, at priserne er steget over størstedelen af landet og på tværs af alle tre boligtyper. 

Således steg huspriserne med 1,2 pct. i april, mens ejerlejligheder oplevede en endnu kraftigere stigning på 2 pct. Også markedet for fritidshuse viste fremgang med en prisstigning på 1,4 pct.

Dermed er huspriserne steget med 2,3 pct. siden årsskiftet, mens både ejerlejligheds- og fritidshuspriserne er steget med 4,2 pct.

»Det er en kraftigt stigning på bare fire måneder,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.

Den voldsomme stigning i huspriserne de seneste måneder har nu sikret, at prisen på et hus har sat ny rekord. 

I april kom prisen på et gennemsnitligt hus op på 2.527.000 kr., og et gennemsnitligt hus har altså aldrig været dyrere end nu, påpeger boligøkonomen.

Dermed ligger salgsprisen på landsplan for huse lige nu på 18.047 kr. pr. kvm.

Det er første gang i Boligsidens Markedsindeks, som strækker sig tilbage til 2011, at huspriserne har rundet 18.000 kr. pr. kvm., og det svarer til, at prisen for en gennemsnitlig villa på 140 kvm. nu er cirka 2,5 mio. kr.

»Boligmarkedet er i forrygende form. De seneste prisstigninger betyder, at vi nu har passeret niveauet fra før inflations- og rentechokket i 2022. Det er gået bemærkelsesværdigt hurtigt, og det sender et tydeligt signal om, at boligejerne har rystet rentechokket af sig, og at danskerne er villig til at dykke dybt i lommerne for at få foden indenfor på boligmarkedet,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Det er samme billede af vilde stigninger gør sig gældende på ejerlejlighedsmarkedet, hvor en ejerlejlighed i Københavns kommune nu koster 6,8 pct. mere end ved årets indgang. 

En gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 m2 er dermed oppe at koste 3.079.000 kr.

Det har heller aldrig været dyrere end nu at købe et fritidshus. Skal man erhverve et fritidshus koster det i dag 1.901.000 kr. for 80 m2.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.