Kritikken hagler ned over ATPs dugfriske regnskab.
Afkastet af investeringsporteføljen hos ATP, der er vores alle sammens pensionskasse, lød i 2024 på -0,6 pct., fremgår det af årsregnskabet. Altså minus 0,6 pct.
Til sammenligning leverede Danmarks største kommercielle pensionsselskasb, PFA, et afkast på 13,2 pct. til kunder mned middelhøj risiko og 15 år til pensionsalderen og et afkast på 17,8 pct. til kunder med høj risiko og 15 år til pensionsalderen.
Forklaringen på det pauvre resultat skal findes i udviklingen af renterne, lyder det fra topchef i ATP, Martin Præstegaard.
»Vi er eksponeret mod obligationer i vores investeringsportefølje, og derfor har rentestigninger - særligt i USA - påvirket os og givet et negativt afkast. Overordnet havde aktier et godt år, men grundlæggende er renteudviklingen i 2024 årsag til, at vi i sidste ende kommer ud af året med et negativt afkast,« siger han.
Afkastet er langtfra tilfredsstillende, lyder vurderingen fra den garvede investor Lau Svenssen.
»Det er et ringe afkast tæt på nulpunktet. Reserverne i ATP er ved at være tyndslidt, i forhold til hvad man har lovet folk. Der er brug for, at der bliver hanket op i det,« siger han.
Også Jesper Rangvid, der er professor ved Copenhagen Business School, er skuffet over regnskabet fra ATP.
»Jeg troede næsten ikke, at jeg kunne blive overrasket mere. Men det er et overraskende skuffende resultat. Det bliver man nødt til at sige,« siger han til Finans.
Han har tidligere været ude med kritik af ATPs investeringsmodel.
ATP har en samlet formue på 718 mia. kr. Heraf er næsten 74 mia. investeret i aktier, mens 497 mia. kr. er investeret i obligationer. Derudover har pensionskassen aktier i unoterede selskaber og ejendomme.
Pensionskassen har fået et afkast på 9,7 mia. kr. fra danske og udenlandske børsnoterede aktier, til gengæld har man tabt 9,2 mia. kr. på statsobligationer.
Ligeledes har man haft et tab på unoterede aktier på 2,9 mia. kr.
I den portefølje finder man blandt andre Northvolt, der har været i store problemer. Det kan du læse mere om her.
Læs også: Novo-topchef sælger ud af sine aktier
Læs også: Udfordrede Ørsted taber milliarder i fjerde kvartal - skuffer analytikerne