Godmorgen og velkommen til ugens næstsidste børsdag.

Onsdag var en blodrød dag for de amerikanske aktier, og selvom futures for netop de amerikanske aktier torsdag har pil op, er det ikke nok til at udligne gårsdagens fald.

Ifølge Lars Skovgaard Andersen, der er senior investeringsstrateg i Danske Bank, skyldes de voldsomme kursfald investorernes nervøsitet over for Donald Trumps toldpolitik.

»Investorerne reagerer på nye bekymringer om handelsopgøret mellem USA og Kina. Donald Trumps mulige toldhammer øger usikkerhed op til den 2. april, hvor USA's præsident ventes at komme med nye meldinger om told,« sagde han sent onsdag til Euroinvestor.

Desuden har den amerikanske præsident netop meldt ud, at man vil indføre told på 25 pct. på biler, der ikke er produceret i USA. Disse toldsatser vil også træde i kraft den 2. april.

Læs også: Storbankens opskrift: Her er vinderaktierne under Europas oprustning

Fra USA kommer der blandt andet nye ledighedstal samt tal for BNP-vækst, mens der herhjemme lander tal detailsalg.

Derudover er der i dag generalforsamling i Novo Nordisk og Zealand Pharma, mens der lander regnskab fra Harboes Bryggeri for tredje kvartal.

Hos vores svenske nabo lander der i dag friske tal fra i form af første kvartalsregnskab fra H&M.

Ligeledes er det værd at bemærke, at der fragår udbytte fra Grønlandsbanken på 100 kr., Lundbeck på 0,95 kr, Nordfyns Bank på 13 kr. og Lollands Bank på 15 kr.

Vi starter det finansielle overblik østpå, hvor børserne lige nu er åbne for handel:

De japanske aktier falder tilbage her til morgen, hvis man tager udgangspunkt i Nikkei-indekset, der dykker 0,9 pct.

Omvendt stiger de kinesiske aktier, når man kigger på Hang Seng-indekset med base i Hong Kong, der går frem med 1 pct.

Der er udsigt til, at europæiske aktier bliver mindre værd i dagens børshandel. Således indikerer futures for Euro Stoxx 50-indekset fald på 0,4 pct., når børsklokkerne ringer handlen i gang om få timer.

Læs også: Aktiechef: Det kan aktiemarkedets historie fortælle os om fremtiden

Samtlige tre ledende amerikanske indeks står til at stige på den anden side af Atlanten, når de amerikanske aktier starter handlen senere i eftermiddag. S&P 500 og Dow Jones står til at stige henholdsvis 0,1 og 0,2 pct., mens Nasdaq-indekset indikeres en fremgang på beskedne 0,08 pct.

Olieprisen går i hver sin retning. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster 69,9 dollar, hvilket er en stigning på 0,1 pct. det seneste døgn. Omvendt er prisen på den europæiske Brent-olie faldet med 0,2 pct. i samme periode og koster nu 73 dollar.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen er steget de seneste 24 timer. Guld handles til en pris på omkring 3.033 dollar pr. ounce.

Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.

Kryptovalutaen bitcoin er steget 0,2 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed 87.482 dollar.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Chefanalytiker fremhæver industriselskab: 'Væsentlig billigere pris'

Læs også: Storbank ser mindre potentiale i disse aktier