Oracle-aktien steg 13 pct. torsdag, efter den amerikanske software- og cloudgigant har fremvist et regnskab, der er langt bedre end hvad analytikerne i de store finanshuse havde troet.Oracle overgik forventninger til både indtjening og omsætning i fjerde kvartal. Investorer belønnede selskabet, der især er kendt for dets databaser og IT-infrastruktur, som mange store organisationer bruger til at håndtere data, med en kursfest. Men ifølge Victoria Greene, der er investeringschef hos G Squared Private Wealth, er kursstigningen kun lige begyndt, skriver CNBC.»Oracle-toget er ved at forlade stationen – men du skal springe på nu,« udtaler hun i CNBC-programmet Power Lunch. Victoria Greene vurderer, at Oracle-aktien kan nå helt op på 300 dollar inden for 12 måneder - svarende til en potentiel stigning på omkring 50 pct. fra torsdagens lukkekurs.Oracle er allerede steget 20 pct. siden årets begyndelse, og det stærke regnskab blev bakket op af ambitiøse udmeldinger fra selskabets ledelse. Under onsdagens investorkonference udtalte topchefen Safra Catz, at Oracle forventer en vækst på over 70 pct. i cloud-infrastruktur i regnskabsåret 2026.»Den vækst på 70 pct., de taler om – de kommer til at overgå den med deres fortsatte investeringer i kunstig intelligens, især med Stargate-projektet. Alle investerer i det her, og det bliver bygget på Oracles platform,« forklarer Victoria Greene. Oracle-aktien lukkede torsdag i sit højeste niveau i 52 uger.