Nordea sænker nu prisen på alle deres realkreditlån. Det bliver 1.000 kr. billigere om året at låne én million kr. til bolig, fordi Nordea har sænket det faste gebyr, bidragssatsen, som kunderne betaler for at have et realkreditlån, med 0,1 procentpoint.

Med tiltaget bliver Nordea billigere end både Danske Bank og Jyske Bank på mange typer boliglån. Men Totalkredit – som hører under Nykredit – er stadig billigste, fordi de giver en rabat frem til 2028, skriver Finans.

For en måned siden fjernede Danske Bank et særligt gebyr på enkelte lån. Men Nordea går nu længere og gør det billigere for alle – både med og uden afdrag.

»Vi vil gerne være stærke i konkurrencen. Vi ved, hvor vigtig boligen er for danskerne, og derfor gør vi det nu billigere at låne,« siger Ulrik Johannessen, der er direktør for privatkunder i Nordea Danmark, til Finans.