Godmorgen og velkommen til første handelsdag i april.
Der er endnu en gang lagt op til fald for de amerikanske aktier. Det var der også i gårsdagens handel, men de to indeks Dow Jones og S&P 500 endte med at tage revanche og lukke i grønt terræn.
De fald, der er lagt op til i dag, skyldes ifølge CNBC, at investorerne afventer, hvordan den amerikanske præsident Donald Trumps toldplaner ender med at blive rullet ud.
Vi starter det finansielle overblik østpå, hvor børserne lige nu er åbne for handel:
Investorer køber op i japanske aktier her til morgen, hvilket får det toneangivende aktieindeks Nikkei til at stige 0,2 pct.
Kinesiske aktier stiger også, når man kigger på Hang Seng-indekset med base i Hong Kong. Indekset går frem med 1 pct.
Læs også: 10 aktier, der giver dig penge i hånden - selvom aktierne falder
Der er udsigt til, at europæiske aktier bliver mere værd i dagens børshandel, viser futures for Stoxx 50-aktieindekset. Mere nøjagtigt står aktierne til at gå frem med 0,3 pct., når børshandlen i Europa om kort tid går i gang.
Amerikanske aktier ser ud til at åbne i rødt, når børshandlen senere i eftermiddag dansk tid går i gang. Futures for de ledende indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq indikerer fald på mellem 0,3 og 0,4 pct.
Olieprisen er steget en smule det seneste døgn. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster 71,67 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster godt 74,96 dollar. Det svarer til en stigning på mellem 0,3 og 0,5 pct. for begge olietyper.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen fortsætter op. Guld handles til en pris på omkring 3.144 dollar pr. ounce. Dermed er prisen på det ædle metal fordoblet på fem år.
Guldet er værd at følge, fordi guld opfattes af mange som en sikker havn i krisetider og har historisk klaret det godt i perioder med modvind på aktiemarkedet.
Kryptovalutaen bitcoin er steget 1,8 pct. det seneste døgn. Den digitale mønt koster dermed 83.141,63 dollar.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Anders Holck Povlsen trækker i land: Vil alligevel ikke købe dansk selskab af børsen
Læs også: Trump sender chokbølger ind i markedet: 'Det her er virkelig ubehageligt, skræmmende og udmattende'