Hvad der umiddelbart lyder som en dårlig nyhed, kan vise sig at være sød musik i en særlig gruppe boligejeres ører.

Yderligere rentesænkninger vil nemlig kunne mærkes direkte på budgettet og resultere i lavere månedlige ydelser.

Erhvervstilliden for eurozonen er således fortsat lunken, og det åbner op for, at Den Europæiske Centralbank, ECB, senere på året trykker på renteknappen.

Sådan lyder det fra chefanalytiker i Totalkredit, Sune Malthe-Thagaard, der også fortæller, at en rentesænkning vil komme boligejere med F-kort-lån og andre korte boliglån til gavn.

Udmeldingen fra chefanalytikeren kommer samme dag, som centralbanken længere nede i Europa holder rentemøde. Dagens møde venter Sune Malthe-Thagaard dog ikke, vil kaste en lavere rente af sig.

»Vi forventer, at ECB lige trækker vejret i dag og fastholder renten, selvom vækstsignalerne mildt sagt er lunkne i øjeblikket. Dagens erhvervstillidstal viser dog en bedring på tværs af eurozonen og peger på en lille fremgang i væksten. Tysk industri viser også tegn på at have det mindre skidt, og det er i sig selv godt nyt,« siger han.

Portræt af Sune Malthe-Thagaard er chefanalytiker i realkreditinstituttet Totalkredit. Han peger på, at ECB sænker renten yderligere to gange i år.
Portræt af Sune Malthe-Thagaard er chefanalytiker i realkreditinstituttet Totalkredit. Han peger på, at ECB sænker renten yderligere to gange i år. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Mere nøjagtigt landede de foreløbige såkaldte PMI-tal, der måler temperaturen på erhvervstilliden, på 51 mod 50,6 måneden forinden.

»Dagens erhvervstillidstal passer fint med vores vurdering af at europæisk økonomi mangler momentum, selvom humøret blandt virksomhederne er bedring og viser en langsom fremgang for europæisk økonomi. Det buldrer på ingen måde af sted i øjeblikket,« lyder det videre fra chefanalytikeren. 

Alligevel ser han det sandsynligt, at ECB vil sænke renten to gange mere, inden året er slut.

»Derfor vil de korte boligrenter forsætte en smule ned det kommende år, så der vil være yderligere besparelser på vej. Men de største rentefald er bag os,« siger Sune Malthe-Thagaard.

I alt har ECB sænket renten otte gange det seneste års tid. Styringsrenten lyder i øjeblikket på 2 pct.