Havde man regnet med, at renten ville få sig endnu en tur ned i september, sidder man formentligt tilbage med en lang næse nu.
Danske Bank forventer nemlig ikke, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten ved sit næste rentemøde i september. Men det stopper ikke der - faktisk tror storbanken ikke, at der kommer rentefald fra centralbanken det næste lange stykke tid.
»Vi har renten til at ligge helt stille det næste halvandet år,« siger chefanalytiker i Danske Bank, Frederik Romedahl.
I øjeblikket lyder ECBs pengepolitikske rente på 2 pct. Renten har en direkte indflydelse på korte boliglån med navne som Fkort og F1. Det er særligt de boligejere, der her og nu ville få gavn af en rentesænkning fra ECB.
»Det er klart, at ligger man med helt korte rentebindinger på sin bolig med FKort eller F1, er det knap så positivt, for her havde en rentesænkning slået klart igennem,« lyder det videre fra Danske Bank-analytikeren.
Han påpeger dog, at Danske Banks nye forventning blot er en prognose og altså ikke en realitet.
»Der er stadig en mulighed for, at renten sænkes, vi tror bare, at sandsynligheden er reduceret markant,« forklarer Frederik Romedahl, som tilføjer, at markederne lige nu indregner cirka 50 pct. sandsynlighed for en sidste rentenedsættelse fra ECB inden året er slut.
Selvom det er en sur nyhed for titusindvis af boligejere, er den reviderede forventning til rentens retning i Europa en overordnet god nyhed for dansk økonomi.
Årsagen er, at europæisk økonomi har vist sig at være modstandsdygtig over for den høje handelspolitiske usikkerhed i foråret og starten af sommeren, forklarer analytikeren:
»USA-EU-handelsaftalen, der blev annonceret i slutningen af juli, har skabt tiltrængt klarhed for europæisk erhvervsliv, og selve toldforhøjelsen har været nogenlunde på linje med det forventelige.«
Ligeledes peger han på positive nyheder om den tyske finanspolitik.
Danske Bank er ikke den første storbank til at aflyse kommende rentesækninger i Europa.
I sidste uge kom Deutsche Bank med en lignende melding, og banken forventer altså heller ikke, at der kommer flere rentesækninger i denne cyklus.
I stedet peger banken på risikoen for en renteforhøjelse – men først i slutningen af 2026.
Tidligere regnede banken med, at ECB ville sænke renten igen i september og nå en bund på 1,5 procent. Men de seneste måneders udvikling har ændret vurderingen.
Nu mener Deutsche Bank, at styringsrenten, som bruges til at styre, hvor dyrt det er at låne penge i samfundet, i bedste fald stabiliserer sig omkring 1,75 pct. – og måske helt op til 2 pct.
For boligejere og især førstegangskøbere betyder det, at renterne på realkreditlån formentlig bliver liggende på et forholdsvis højt niveau i længere tid end ventet. Dermed bliver det både dyrere at låne til boligkøb og få luft i privatøkonomien, hvis man allerede har købt.
Næste ECB-rentemøde finder sted 11. september 2025, hvor ECB igen forventes at offentliggøre en rentebeslutning.