Årsopgørelsen er på trapperne, og for første gang kan danske boligejere se alle deres boligskatter samlet et sted.
Det er netop på årsopgørelsen, hvor man nu får et fuldt overblik over, hvad man har betalt i ejendomsværdiskat og grundskyld sammen med sine boligskattelån i det forgangne år.
»Det er en fordel for boligejerne at have et samlet overblik – og det får de for første gang med årsopgørelsen for 2024. Der er ingen tvivl om, at det har været et stort arbejde at få alle oplysningerne til at passe sammen – ikke mindst fordi det er første gang,« udtaler Anne-Sofie Jensen, der er direktør i Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Helt konkret betyder ændringen, at både grundskyld og ejendomsværdiskat bliver betalt som en del af ens øvrige skatter - med andre ord slipper man for at skulle betale grundskylden til sin kommune. Det ændring trådte i kraft i 2024.
Når boligejerne nu kigger på deres årsopgørelse, vil de kunne se deres samlede grundskyld og ejendomsværdiskat under punktet 'Ejendomsskatter'.
Vil man i stedet finde sine samlede boligskattelån, er de under punktet 'Forskudsskat' og dernæst 'Udskudt ejendomsskat'.
Privatøkonom i Nykredit Jeanette Kølbek peger på, at man som boligejer skal sørge for, at plysningerne på årsopgørelsen stemmer.
»I og for sig skal man som man som alt muligt andet tjekke op på, om det, der står på ens årsopgørelse, stemmer overens med de oplysninger, som man også har fået fra Vurderingsstyrelsen. For det er styrelsen, der sender de vurderinger ud, som du betaler grundskyld og ejendomsværdiskat af. Så det er en god idé at tjekke, om det stemmer overens,« siger hun og tilføjer:
»Det er også vigtigt at huske, at de vurderinger, vi fik i 2024, er en foreløbig vurdering for 2022. Det vil sige, at man godt kan blive efterreguleret. Når man får den endelige 2022-vurdering, og den er en spids højere eller lavere i forhold til foreløbige, så kan du opleve, at du enten får lidt penge tilbage eller skal betale lidt mere.«
Derudover er det også muligt at se sin eventuelle skatterabat. Fra Skattestyrelsen lød det tidligere på ugen, at ændringen i årsopgørelsen er den største, der er lavet på årsopgørelsen i mange år.
Det er også årsagen til, at adgangen til årsopgørelsen lader vente på sig og i pår først er tilgængelig sent i marts.
Får man penge tilbage i skat, sker udbetalingen 25. april 2025.