De danske boligrenter har holdt sig overraskende stabile på trods af den voldsomme plan for global told, som den amerikanske præsident, Donald Trump, præsenterede sent onsdag dansk tid.
Sådan lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit i en kommentar torsdag.
Dette gælder både de variable lån og kursen på de lange, fastforrentede 30-årige lån. Hvor meget renten har rykket på sig, kan du se i en tabel i bunden af artiklen.
Lise Nytoft Bergmann peger på, at renteudviklingen indikerer, at investorerne på nuværende tidspunkt har svært ved at vurdere, hvordan handelskonflikten vil påvirke realøkonomien på lidt længere sigt.
»Usikkerheden blandt investorerne skyldes især, at toldplanerne kan trække økonomien i forskellige retninger,« forklarer boligøkonomen, der peger på særligt to sider, som økonomien kan blive trukket i:
På den ene side kan en optrapning af told føre til højere priser på importerede varer i Europa. Det kan presse inflationen op, hvis EU som ventet svarer igen med gengældelsestold. Den højere inflation vil oftest føre til stigende renter, da centralbankerne så vidt muligt vil bremse inflationen ved en strammere pengepolitik.
På den anden side kan en handelskrig have en negativ effekt på væksten både i USA og Europa. Den øgede told vil hæmme international handel og skabe usikkerhed blandt virksomhederne og forbrugerne. Det kan føre til lavere investeringer og faldende forbrug, som kan presse væksten, og i sidste ende have den modsatte effekt på renterne. I et sådan scenarie vil centralbankerne nemlig være mere tilbøjelige til at sænke renten for at sætte gang i økonomien.
Lise Nytoft Bergmann vurderer, at den forholdsvise afdæmpede reaktion fra markedet kan tolkes som udtryk for, at investorerne ikke ønsker at handle for voldsomt på en situation, som endnu er i sin spæde begyndelse.
»Toldplanerne skal først implementeres, modtræk fra EU er endnu ikke annonceret, og den samlede økonomiske effekt er svær at kvantificere, og det gælder ikke mindst på 3-, 5- eller 30-årigt sigte, som er den tidsperiode, renten på mange danske realkreditlån er låst fast,« siger hun.
Boligøkonomen understreger, at det derfor ikke er overraskende, at der ses små fald i de korte rentetilpasningslån - F3 og F5 - mens den lange 30-årige rente er stort set uændret.
For lige netop det afspejler et marked, der i øjeblikket foretrækker at se tiden an.
»Indtil videre ser det derfor ud til, at boligkøbere og boligejere kan trække vejret roligt – i hvert fald lidt endnu. Samtidigt må boligejere med fastforrentede lån, der drømmer om en omlægning til en lavere rente, væbne sig med yderligere tålmodighed,« siger hun.