Til søndagens propalæstinensiske demonstration i København blev der råbt voldsforherligende slagord.
Det har dog ikke afholdt 3Fs afdeling i hovedstaden fra at være medarrangør af demonstrationen - og heller ikke fra at ville være det i fremtiden. Men det kan meget vel være en farlig strategi, lyder advarslen nu.
Til DR fraskriver fagforeningen sig dog ansvaret for de voldsomme paroler, men ifølge en historiker med særligt kendskab til fagbevægelsen, så bør 3F træde varsomt.
»Der er en risiko for, at man udadtil kan tages til indtægt for den slags, når man deltager i demonstrationerne. Det er svært at gardere sig mod,« siger han til mediet.
Der var konkret tale om kampråbene 'Death, Death to IDF,' der blev råbt af flere til demonstrationen i går.
Ifølge Lars K. Christensen skaber det stærke reaktioner, når en fagforening som 3F aktivt vælger side i konflikten.
»Hele spørgsmålet om Israel og Palæstina er meget stærkt polariseret og politiseret,« siger han til DR.
Søndag har Enhedslistens Pelle Dragsted mødt stor kritik for at dele en video på X, hvor netop de slagord bliver råbt.
Terrorforsker Magnus Ranstorp har i den forbindelse i B.T. kritiseret Dragsted og kaldt det for »dybt upassende« at en partileder deler den slags budskaber.