En mand i Aabenraa har taget alternative metoder i brug for at ytre sin holdning overfor en af kommunens lokalpolitikere.

Onsdag formiddag modtog politiet så en anmeldelse fra en kommunalpolitiker i Aabenraa Kommune, der de seneste dage havde været udsat for chikane - blandt andet i form af dødstrusler.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Truslerne skulle ifølge politiet være skrevet på en pizzabakke, som var klistret på kommunalpolitikerens postkasse.

Søndag aften havde kommunalpolitikerne også modtaget trusler over telefonen.

Politiet har i efterforskningen fundet frem til, at en 66-årig mand står bag truslerne mod kommunalpolitikeren.

Den 66-årige mand, der er fra lokalområdet i Aabenraa, er nu blevet sigtet for at have truet kommunalpolitikeren.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi erkender den 66-årige, at han har ringet til kommunalpolitikeren, og at han har skrevet på en pizzabakke, som han klistrede på politikerens postkasse.

Han kan dog ikke genkende, at der skulle være tale om trusler og dødstrusler, lyder det.