I et opslag på Instagram forsvarer statsminister Mette Frederiksen nu med næb og klør sin grønne trepartaftale; Den er under ingen omstændigheder medskyldig i de tårnhøje priser på oksekød, lyder det.
Men den forklaring holder ikke vand, vurderer analysechef Otto Brøns-Petersen fra den liberale tænketank Cepos.
»Jeg synes, hun taler udenom de ting, som hun selv har et klart ansvar for,« siger han til B.T.
»Den grønne trepart går ud på, at der skal være mindre landbrugsproduktion i Danmark. Det er realiteten, og det sætter sig i prisen på produktionerne,« tilføjer analysechefen.
Fredag forsvarer Mette Frederiksen ellers den »fremragende« grønne trepart således:
»Jeg har godt hørt, at nogle påstår, at problemerne skyldes CO2-afgiften, der kommer af Den grønne trepart,« lyder det fra statsministeren, der fortsætter:
»Men afgiften indføres først om fem år i 2030. Og det forklarer jo ikke de prisstigninger, vi ser lige nu – og som går igen på tværs af Europa.«
Men forklaringen har ikke gang på jord, fortæller Otto Brøns-Petersen.
For selvom regeringens egne beregninger viser, at treparten blot vil få prisen på et halvt kilo oksekød til at stige med én krone i 2030 og to kroner i 2035, så er konsekvenserne meget større.
»Udsigterne til afgifterne har allerede den effekt, at landmændene har afholdt sig fra at udvide deres kvægbesætninger,« siger han og fortsætter:
»Prisen på oksekød er høj lige nu, hvilket ellers taler for at landmændene netop udvider. Men udsigten til afgifterne har sandsynligvis den konsekvens, at mange landmænd holder sig tilbage.«
Mette Frederiksen holder ikke desto mindre fat i, at det ikke er hos den grønne trepart - og dermed hende selv -at skurkene skal findes for de høje priser.
Priser, der på varer som oksekød er steget med hele 20 procent siden nytår.
I stedet må der, ifølge statsministeren, være nogen, der på urimelig vis skummer fløden.
I et interview med Politiken langer hun ud efter dem, der »tjener flere penge lige nu«, hvor en »helt almindelig dansk familie synes, det er blevet for dyrt at handle.«
Men heller ikke dén forklaring har nogen gang på jord, siger Brøns-Petersen. Han anklager i stedet statsministeren for bare at skubbe aben videre.
»Nu vil hun igangsætte en kortlægning, der i virkeligheden bare sparker dåsen længere ned af vejen. I stedet burde hun se indad - der er en masse politiske årsager til, at priserne er så høje, som de er.«
Statminister Mette Frederiksen har ikke ønsket at stille op til interview med B.T. eller svare personligt på kritikken fra Cepos-chefen.
Udmeldingen fra statsministeren på Instagram falder i kølvandet på en sommer, hvor B.T. har sat fokus på de høje fødevarepriser i Danmark.
Blandt B.T.s læsere er det hele 82 procent, der nu køber mindre eller intet oksekød.