Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen erkender nu, at han begik en fejl under Muhammed-krisen. Et interview med en arabisk TV-station endte ikke som planlagt. Men hvordan håndterer man en udenrigspolitisk krise, når hele verdenspressen kigger mod Danmark og statsministeren?

Muhammed-krisen var eskaleret.

I Mellemøsten brændte Dannebrog.

Libyen lukkede sin ambassade i Danmark, og verdens muslimer blev opfordret til at boykotte danske varer.

Det fik Anders Fogh Rasmussen til at gøre noget, han senere skulle fortryde.

Han lod sig interviewe af en arabisk TV-kanal. For han ville forklare den arabiske verden, hvorfor ytringsfriheden i Danmark vægter højest.

Men ifølge den tidligere statsminister blev interviewet fremstillet misvisende på arabisk TV. Og han virkede blød som følge.

Mandag formiddag var Anders Fogh Rasmussen i P1-studiet under udseendelsen »Statsministre« for at uddybe DRs TV-program af samme navn, som blev vist søndag aften.

Her faldt snakken hurtigt på Muhammed-krisen. En krise, der startede med tolv tegninger i Jyllands-Posten, som eskalerede i starten af 2006, og som endte med at fylde meget i Anders Fogh Rasmussens eftermæle.

I programmet spørger en lytter, om Anders Fogh Rasmussen fortryder noget fra sin tid som statsminister.

Det gør han.

D. 2. februar 2006 blev et interview med statsministeren vist på den arabiske TV-kanal Al Arabiya. Et interview han måske skulle have sagt nej til.

»På en måde fortryder jeg nok her bagefter, at jeg overhovedet gik på det der arabiske TV, fordi de lavede et nummer med mig i virkeligheden. Altså jeg blev interviewet på engelsk. Intervieweren var meget venlig og imødekommende, og det er så også mine svar osv.,« siger Anders Fogh Rasmussen til P1 og fortsætter:

»Men da han så bragte det bagefter, så var hans spørgsmål, de var så på arabisk og helt lavet om, skulle det vise sig… og meget skarpe. Og derved kom han til at stå som meget skarp, og jeg kom til at stå som meget blød.«

Det var ikke en undskyldning

For at forstår baggrunden for det arabiske interview, bør man forstå den politiske kontekst, mener Anders Fogh Rasmussens særlige rådgiver under krisen, Michael Ulveman.

De mellemøstlige regeringer var begyndt at blive meget nervøse for konsekvenserne af Muhammed-tegningerne.

For sagen blev styret af religiøse autoriteter, og det bragte bølger i folkehavet. Derfor var der et stort ønske fra den arabiske verden om, at Danmark skulle sige noget offentligt, forklarer Michael Ulveman.

»Samtidig var der en forventning blandt Danmarks allierede om, at vi gjorde, hvad vi kunne for at løse konflikten selv. Herunder at tale direkte til de arabiske landes befolkninger.«

Derfor sendte TV-stationen en journalist fra Norge til Danmark for at interviewe statsministeren.

»Interviewet var koreograferet på øverste niveau i den saudiske regering. Vi talte med fætteren til kongen, eller noget i den stil om betingelserne for statsministerens deltagelse,« siger Michael Ulveman.

Han beskriver det, som »det mest ukritiske medløber-interview Anders nogensinde har deltaget i«. Efterfølgende redigerede stationen interviewet, inden det blev vist på TV.

Og situationen havde vendt sig.

»I virkeligheden talte Fogh til en journalist, der sad overfor ham og var utrolig venlig og imødekommende. Men i den redigerede udgave havde de klippet nogle vrede ansigtsudtryk fra journalisten ind, så det ud som om, at Fogh leflede for en meget bister, arabisk journalist. Det var ikke en køn situation set i dansk kontekst. Men som sagt, var det heller ikke scenen, blot sådan det så ud på TV«, siger Michael Ulveman.

Mod slutningen af interviewet sagde Anders Fogh Rasmussen blandt andet:

»For mig personligt, vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er dybt bedrøvet over, at mange muslimer opfatter tegningerne i den danske avis som krænkelse af Profeten Muhammed. Jeg ved, at det ikke var avisens (Jyllands-Postens, red.) intention. Avisen har undskyldt, og jeg håber, at vi kan finde en løsning på den baggrund.«

Ud fra interviewet konkluderede den arabiske TV-station, at Anders Fogh Rasmussen sagde undskyld. Men det var »det rene sludder«, mener Michael Ulveman, som tydeligt kan huske den følgende morgen.

»Den danske presse kørte historien ud som om, at Anders Fogh Rasmussen havde sagt undskyld. Den morgen gik vi i 'full crisis mode’, for det var ikke rigtigt. Samtidig ville vi ikke skyde interviewet fuldstændigt ned. Vi valgte at fokusere på den stramning TV-kanalen havde lavet, for det var direkte forkert og langt fra stemningen herhjemme,« siger Michael Ulveman.

Han beskriver situationen, som »kommunikationsmæssigt næsten umulig«. For statsministeren skulle både tale til det danske publikum og deres faste holdning samt til det arabiske publikum, hvis holdning var en fuldkommen anden. De to verdener var næsten uforenelige.

»Set i dag, var det en fejl at lave interviewet. Men på det tidspunkt var der et stort behov for at vise imødekommenhed overfor den arabiske verden og tilfredsstillede vores allierede, som vi havde stærkt brug for,« siger han.

Christiansborg var Det Hvide Hus

Muhammed-krisen var første gang i verdenshistorien, hvor muslimer krævede, at ikke-muslimer i deres eget land, skulle efterleve deres normer, mener Michael Ulveman.

Derfor var der ingen eksperter eller lande at ringe til, og ingen erfaringer at trække på.

»Det var som at gå ind i et mørkt rum med bind for øjnene,« siger Michael Ulveman.

»På et tidspunkt besluttede vi at tage et skridt om dagen, og så analysere reaktionen blandt venner og uvenner bagefter. Vi fulgte med i fredagsbønner i Mekka, i Damaskus og andre steder, for at se, hvordan de talte om Danmark.«

Men den allerstørste udfordring for Michael Ulveman dengang var, at en hel verdenspresse kiggede mod Danmark og statsministeren med kritiske øje.

»Vi var kun to personer på mediesiden i Statsministeriet. Vi skulle håndtere et mediepres, som vel svarer til det, som Det Hvide Hus bliver udsat for. Vi mødte ind på arbejde voldsomt tidligt og tog hjem voldsomt sent. Og om natten bimlede vores telefoner med nyheder fra Mellemøsten,« siger han.

For i Damaskus brændte den danske ambassade. Bagefter skete det samme i Libyen og så i Teheran.

I ugen op til afbrændingerne var Danmark meget alene. Men med afbrændingerne kom også den internationale støtte, fortæller Michael Ulveman.

NATO udtrykte deres støtte. Det samme gjorde flere EU-lande efterfølgende, og til sidst fulgte USA og Storbritannien trop. Og så stilnede det af i Mellemøsten.

Når Michael Ulveman husker tilbage på krisen var en kommunikativ beslutning helt afgørende.

En rød linje var nemlig blevet lagt fra starten:

Danmark kom ikke til at sige undskyld for noget som helst.

Beslutningen sendte et signal til hele systemet. Så hverken ansatte i Udenrigsministeriet, ambassadører eller lignende var i tvivl. Regeringen havde ikke noget at skulle sige undskyld for.

I P1 holder Anders Fogh Rasmussen da også stadig fast.

»Kendsgerningen er bare, at jeg på intet tidspunkt gav køb på det med ytringsfriheden, og på intet tidspunkt gav jeg nogen undskyldning. Hvilket så i øvrigt også afstedkom en masse raseri og stadigvæk gør det i de arabiske lande, at jeg ikke gav den undskyldning, og det ville jeg ikke. Fordi her drejer det sig om noget helt fundamentalt, nemlig ytringsfriheden, hvor man har ret til ikke blot at tænke, hvad man vil, men også sige, hvad man vil, og tegne hvad man vil.«