Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K), giver ikke meget for, at regeringen i den kommende finanslov vil bruge 1,1 milliarder kroner på flere voksne i børnehaver og vuggestuer.
Han har nemlig regnet på, hvad de ekstra penge reelt vil betyde, hvis der ender med at blive ansat flere pædagoger.
»Hvis vi måler forslaget ud på ekstra pædagoger i hele landet, så svarer det til, at børnehaver og daginstitutioner får en pædagog mere i to timer per stue om ugen,« siger han.
Mandag aften slog statsminister Mette Frederiksen (S) fast, at de 1,1 milliarder kroner ekstra til dagstilbud i 2026 vil betyde 'mere kvalitet'.
»Vi har i Danmark rigtig mange gode børnehaver og vuggestuer. Vi har skabt en række forbedringer gennem de senere år, men vi mener i regeringen, at vi har brug for at tage det næste skridt, og derfor laver vi et normeringsløft, så der bliver mere tid til kvalitet og nærhed,« sagde Mette Frederiksen til Ritzau.
Jakob Næsager mener, at det er en måde at narre danskerne.
»Det er lidt sjovt, at landets statsminister tror, at hun kan narre danskerne til at tro, at der kommer et kvalitetsløft i daginstitutionerne ved at give hver stue to timer mere om ugen med ekstra pædagog,« siger han og tilføjer ironisk:
»Tak til børnenes statsminister.«
B.T. har vist Jakob Næsagers kritik til Sara Emil Baaring, der er børne- og skoleordfører hos Socialdemokratiet.
Hun mener, at det er »mærkbart«, at der kommer penge til flere voksne i dagtilbudende.
»Det betyder helt konkret noget i hverdagen for børnene på både gul, blå og grøn stue. Dermed ikke sagt, at udfordringen er endegyldigt løst – men 1.400 ekstra hænder gør en forskel. Og så handler det her også om at frigøre lederne til god, faglig ledelse,« siger S-ordføreren.
Jakob Næsager, det er vel trods alt bedre med lidt ekstra hænder til hver daginstitution, end ingen nyansættelser i børnehaver og vuggestuer næste år?
»Jo, men det minder mig om honninghjerterne til sygeplejerskerne. Det er meget symbolsk,« siger han og henviser til, at sygeplejersker i Region Hovedstaden under coronapandemien i 2020 blev tilbudt et honningkagehjerte.