»Donald Trump har gjort situationen endnu værre.«

Sådan lyder de først ord fra en hovedrystende John Bolton, der torsdag middag har sagt ja til at give B.T. et kort interview om den store interesse, som USAs præsident, Donald Trump, har vist for Grønland.

John Bolton er tidligere National Security Advisor for Donald Trump, og han regnes for en af USAs mest kendte og indflydelsesrige udenrigspolitiske profiler.

»Spørgsmålet om Grønlands sikkerhed og sikkerheden for Natos alliance er en kritisk situation,« siger John Bolton, mens han kigger B.T.s reporter i øjnene. 

Har et råd til Mette Frederiksen
Hvad er dit forslag til den danske statsminister Mette Frederiksen (S), hvis Donald Trump igen begynder at snakke om, at USA skal overtage Grønland?

»Jeg tror, det bedste hun kan gøre er at holde lav profil,« siger han og tilføjer:

»Hun skal forstå, at Donald Trump snakker om alting på sit sociale medie,« siger John Bolton.

Hans bedste anbefaling til Mette Frederiksen er, at hun simpelthen ikke reagerer på Trumps udtalelser. 

»Hun skal bare ignorere, hvad han siger og skriver,« slutter John Bolton. 

Her efter gik John Bolton på scenen som særlig gæst ved Dansk Erhvervs Årsdag i Øksnehallen i København.