Hun har ikke set sin søn i 25 år, men Pia Pedersen, der er mor til Henrik Sass Larsen, har alligevel en kommentar til, at sønnen mandag blev idømt fire måneders fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale.
Det skriver Ekstra Bladet.
Til mediet siger Pia Pedersen, at sønnen skal have noget hjælp.
»En form for psykologisk hjælp. Der må være nogen, der kan hjælpe ham. Det må man bare håbe,« siger hun.
Hun synes, at dommen til sønnen er retfærdig, men hun uddyber ikke udsagnet.
Onsdag i sidste uge sagde moderen i Ekstra Bladet, »at det er oppe i fantasien,« når Henrik Sass Larsen hævder, at han er blevet misbrugt som barn.
Senere på dagen svarede Henrik Sass Larsen og hans søskende, Tine og Rikke, så moderen igen i et brev, som blandt andet blev sendt til B.T.
Heri hed det blandt andet:
»Vi kan dårligt tro det. At du går i Ekstra Bladet og endnu engang falder et af dine børn i ryggen. Hvad er du da for en slags mor? Hvad i alverden tænker du på?«
»Vi har alle meddelt dig på et tidspunkt, at vi aldrig ønsker at se dig igen, og din offentlige optræden er for resten lige så løgnagtig og hjerteløs, som du altid har været.«
Mandag eftermiddag blev den tidligere minister så idømt fire måneders ubetinget fængsel.
Det har en enig domsmandsret i Københavns Byret afgjort.
Retten har lagt vægt på mængden af materiale samt grovheden, da der også er tale om materiale i den groveste kategori.
Den tidligere socialdemokratiske minister har besiddet flere end 6200 billeder og 2200 videoer, men ville frifindes i sagen.