Oksekødspriserne i Danmark er stukket af. Borgere, toppolitikere og andet godtfolk diskuterer på livet løs, hvad himmelflugten skyldes. 

I midten af slagsmålet står landmændene, der bliver anklaget for at »skumme fløden« - B.T. har talt med en af dem, der nu vender kanonerne tilbage mod politikerne. 

Huibert van Dorp fra Holland kom til Danmark med sin bedre halvdel i 2001. Sammen åbnede de en gård, som deres søn drømmer om at overtage.

Men på grund af regeringen er drømmen ved at gå op i flammer. Det frygter van Dorp i hvert fald.

Han mener, at det først og fremmest er politikernes egen skyld, at prisen på oksekød er så høj, og at det i Danmark kan være overordentligt svært at være landmand. 

For de har begivet sig ud på en heksejagt, der har gjort det så svært at være landmand i Danmark, at mange, inklusiv van Dorp selv, ikke tør udvide deres kvægproduktion, selvom situationen er til det.

Dét ville ellers formentlig få oksekødspriserne til at falde.

»Det føles som om, regeringen forsøger at lukke vores hammerdygtige landbrug, ligesom de lukkede minkerhvervet,« siger van Dorp.

Hans gård i Vestjylland huser 600 køer.

»Det er al deres bureaukrati, den grønne trepart og CO2-afgiften, der er et kæmpestort problem.« 

Nogen vil mene, at den grønne trepart er nødvendig, fordi landbruget trods alt står for 22 procent af den samlede udledning af drivhusgasser...?

»Jamen, vi har gjort rigtig meget allerede. Både med vores efterafgrøder, nedfældning af gylle og nye staldbyggerier. Men nu er der efterhånden ved at være så meget bøvl, at jeg er begyndt at spørge min kone, om vi ikke skal sælge og flytte,« siger han.

'Det føles som om, regeringen forsøger at lukke vores hammerdygtige landbrug, ligesom de lukkede minkerhvervet,' siger landmanden.
'Det føles som om, regeringen forsøger at lukke vores hammerdygtige landbrug, ligesom de lukkede minkerhvervet,' siger landmanden. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi har en god indtjening, fordi vi får en høj mælkepris og en rigtig høj kødpris. Men der er så meget usikkerhed. Der sker så meget, som vi ikke kender noget til.«

Huibert van Dorp mener, at der er en tendens til, at landmænd udskammes i Danmark. Og det tegner skidt for fremtidens danske landbrug.

»Prøv at forestil dig, at du arbejder og knokler på din gård 365 dage om året, og til gengæld får du bare at vide, at du er et miljøsvin, der ødelægger det hele. Det skriger til himlen. Det er jo altså ikke en luksusvare, vi laver. Det er bare nogle fødevarer.«

I en skriftlig kommentar til B.T. kommer minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), Huibert van Dorp en smule i møde.

»Jeg har selvfølgelig stor respekt for, at nogle landmænd kan føle usikkerhed over de meget store omlægningsplaner, vi er i gang med,« udtaler han og fortsætter:

»Men formålet med Den Grønne Trepart er faktisk det modsatte: At skabe en stabil og forudsigelig fremtid for dansk landbrug, som vi ønsker at udvikle og ikke afvikle. Det er også derfor Landbrug og Fødevarer er en del af treparten,« påpeger Jeppe Bruus.