Enhedslisten stoppede sidste år partiets offentligt støttede samarbejde med den palæstinensiske organisation DFLP, da dens militante gren deltog i terrorangrebet mod Israel 7. oktober.

Alligevel vil en gruppe partimedlemmer, herunder flere hovedbestyrelsesmedlemmer, genoptage samarbejdet og pengestrømmen. 

22 medlemmer er gået sammen om at stille et forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP.

Forslaget skal behandles på Enhedslistens årsmøde i weekenden.

Jan Kjærgaard Hansen er en af de 22 forslagsstillere. Han er mangeårigt medlem af Enhedslisten og er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv.

Han siger til B.T., at han mener, det er udokumenteret, at DFLP's militante gren, The National Resistance Brigades (de nationale modstandsbrigader, red.), deltog i terrorangrebet 7. oktober sidste år.

Derfor var det en fejl at afbryde samarbejdet med DFLP, mener han.

»Det var udokumenterede påstande, og de kom meget hurtigt efter den 7. oktober,« siger Jan Kjærgaard Hansen.

Men DFLP har selv været ude at sige, at de var en del af angrebet …

»Jo, men der kan jo være forskellige interesser der også, tænker jeg. Og det er ikke ualmindeligt, at vi ser falske flag (et begreb for falske historier, red.) rundt omkring i opslag og sådan noget.«

Hvis det nu blev dokumenteret, helt udenfor enhver tvivl, at DFLP deltog i angrebet, ville du så mene, at det var en god idé at afbryde samarbejdet med dem?

»Nej, det synes jeg ikke. Så skulle man også under Anden Verdenskrig have slået hånden af modstandsgrupperne BOPA og KOPA. Hvilket samarbejdsregeringen også forsøgte på. Jeg anser både Hamas og andre grupper som modstandsgrupper i forhold til den her 75 år lange besættelse af Palæstina.«

Se interviewet med Jan Kjærgaard Hansen i videoen herunder.

Men mener du, at man kan sammenligne dem med de danske modstandsgrupper under Anden Verdenskrig?

»Ja, det mener jeg.«

Ifølge Jan Kjærgaard Hansen er det, han betegner som Hamas’ og andres ‘modstandskamp’ mod Israel legitim og i overensstemmelse med folkeretten.

Han forklarer endvidere, at han ikke anser Hamas for at være en terrororganisation, og at organisationen i hans optik heller ikke er antisemitisk. 

Desuden var terrorangrebet den 7. oktober moralsk forsvarligt, mener han.

Derfor er han heller ikke afvisende overfor, at Enhedslisten kan samarbejde med Hamas.

Vil du tage det så langt som til at sige, at Enhedslisten også skulle samarbejde med Hamas?

»Det afgør palæstinenserne selv.«

Okay. Så hvis Hamas vil samarbejde med Enhedslisten, så synes du, at Enhedslisten skal være åbne overfor det?

»Selvfølgelig. For så er det fordi, at palæstinenserne er nået til en enighed om at etablere en eller anden form for regering.«

Du ville godt på vegne af Enhedslisten kunne samarbejde med en terrororganisation som Hamas, også med det syn på kvinder, minoriteter og jøder, som Hamas nu engang har?

»Vi har jo også Dansk Folkeparti herhjemme. Og nu har vi også Socialdemokraterne, der dæmoniserer andre nationaliteter. Så, ja.«

B.T. har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Enhedslistens frontfigur og politiske ordfører, Pelle Dragsted.

Han vil ikke udtale sig om sine partimedlemmers forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP.

Den eneste kommentar til forslaget, som B.T. har kunnet få fra Enhedslistens partiledelse, er en kort skriftlig kommentar fra gruppeformand og udenrigsordfører Trine Pertou Mach.

»Kort og godt, så synes jeg, at det er fuldstændig langt ude,« lyder det fra Trine Pertou Mach i en skriftlig kommentar tilsendt fra Enhedslistens presseafdeling.

Enhedslisten fik fra 2013 til 2021 skattekroner til sit samarbejde med DFLP, kunne Jyllands-Posten berette i december sidste år. 

I alt blev der i perioden brugt 3,2 millioner skattekroner på Enhedslistens samarbejde med DFLP samt to andre palæstinensiske venstrefløjspartier.

Jan Kjærgaard Hansen er en ud af 22 forslagsstillere. 

Fire af forslagsstillerne sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse. Det drejer sig om Gitte Christensen, Christian Ivan Jacobsen, Pia Thorsen og Hans Jørgen Vad.

Du kan se en fuld liste over forslagsstillerne nedenfor.