Den afrikanske pirat Lucky, som mistede et ben i kamp mod danske styrker, får nu en konkret plan for, hvordan han skal integreres i det danske samfund.

Der er blandt andet tale om en uddannelsesplan, planer for beskæftigelse og en såkaldt integrationskontrakt.

Det hele kommer efter, at han i januar måned fik opholdstilladelse i Danmark.

De specifikke initiativer fremgår af et fortroligt folketingssvar fra integrationsminister Kaare Dybvad, som B.T. har erfaret indholdet af fra flere af hinanden uafhængige kilder.

»Det her er jo helt absurd. Den mand burde aldrig have været i Danmark og at bilde sig ind, at han nu kan integreres meningsfuldt i Danmark er helt på månen,« siger integrationsordfører for Dansk Folkeparti, Mikkel Bjørn.

Den nigerianske pirat Lucky blev et stort samtaleemne i Danmark, da han i november måned 2021, blev hårdt såret i ildkamp med soldater fra den danske fregat Esbern Snare.

Fire af Luckys sammensvorne blev dræbt og Lucky blev hårdt såret og fik amputeret benet efterfølgende og bragt til Danmark.

Her fik han så opholdstilladelse i januar måned i år.

Nu skal piraten så tilbydes – eller måske rettere pålægges – et såkaldt 'selvforsørgelses- og hjemsendelsesprogram'. Trods navnet er det dog udelukket, at Lucky bliver sendt tilbage til Nigeria for nuværende.

Inkluderet i programmet er en uddannelse i dansk, så Lucky kan lære det danske sprog.

Desuden er der såkaldt 'beskæftigelsesrettede tilbud', som skal opkvalificere Lucky, så han – trods sit manglende ben – kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Derudover forpligter både piraten Lucky og den kommune, som han bor i, sig til et indgående samarbejde om at udforme en såkaldt integrationskontrakt.

Denne kontrakt skal indeholde en række fastsatte mål, som Lucky skal leve op til, for at blive integreret og i øvrigt fortsat modtage sin selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.

Det vil sige, at Lucky typisk skal sidde med en kommunal sagsbehandler og diskutere, hvilke erhvervskompetencer som han har. Derudover skal de diskutere, hvad han kan opnå af beskæftigelse i Danmark.

B.T. kender ikke indholdet af Luckys konkrete kontrakt, men en integrationskontrakt vil typisk indeholde personens beskæftigelses- eller uddannelsesmål.

Den vil også fastlægge, hvilke forskellige aktiviteter som personen skal deltage i med henblik på at blive integreret og komme i beskæftigelse.

I Liberal Alliance er man ikke sikker på, at Lucky bliver godt integreret.

»Det her viser jo, at Erik Ballings Danmark lever i bedste velgående. Det ligner jo en satirisk sidehistorie i en Olsen Banden-film,« siger partiets integrationsordfører Steffen Larsen, som fortsætter:

»Efter vi har skudt mandens ben af i kamp, så skal vi så sende ham i arbejdsprøvning og lære ham dansk. Held og lykke med det, kunne man jo starte med at sige.«

Steffen Larsen erkender, at piraten Lucky sådan set bare får de tilbud, som alle udlændinge med opholdstilladelse får.

»Men jeg har dog svært ved helt at greje, at vi er nået hertil. Vi kan håbe på, at han tager hjem til Nigeria igen, fordi han mister modet af at være tilknyttet jobcenteret,« siger Steffen Larsen.

Dansk Folkeparti mener ikke, at Lucky skal tilbydes en plan for integration i Danmark.

»Han skal have en envejsbillet til Nigeria,« siger Mikkel Bjørn.

Men når vi nu er i den her situation, hvor han har fået opholdstilladelse, og alt nu er gået som det er gået, er det så ikke bedre at lave en integrationsplan for ham i stedet for ikke at gøre noget?

»Nej, han burde slet ikke lukkes ud. Han har forsøgt at slå danske soldater ihjel, og derfor burde han sidde i fængsel eller på et lukket udrejsecenter.«

Hvad tror du han har af kompetencer?

»Jamen, hans kompetencer er vel at være pirat? Jeg kan i hvert fald ikke se, at han kan bidrage meningsfyldt til det danske samfund.«

Hos Radikale mener man, at det ville være uhensigtsmæssigt ikke at tilbyde piraten Lucky et integrationsforløb. 

»Sådan er reglerne jo. Hvis du vender det om, så ville det jo være mærkeligt, hvis man ikke stillede krav om, at han skulle gennemgå sådan et forløb for at få integrationsydelse,« siger integrationsordfører Zenia Stampe. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad, men ministeriet oplyser, at det ikke er muligt.