Mohammad Rona, folketingsmedlem og næstgruppeformand for Moderaterne, blev fredag aften afvist i køen til en natklub i Aalborg.

Det fortæller han i dag til B.T. 

Og han har selv et bud på, hvorfor han blev afvist: 

»Vi var tre drenge, én hvid og to brune, og vi blev bare afvist med det samme. Jeg blev noget skuffet og rasende. Jeg tænkte bare, det er løgn det her,« fortæller Rona og fortsætter: 

»Vi var de eneste brune i køen, og både dem foran og bagved os fik lov at komme ind, men vi bliver bare eskorteret ud. Vi spørger hvorfor, og de svarer, at der ikke er nogen grund, vi kan bare ikke komme ind i aften. Jeg synes sørme, det var pinligt for at være helt ærlig. Jeg havde da ikke regnet med at blive afvist her i 2024.«

Du siger, at du blev afvist, fordi du er brun …?

» Altså, det er sådan, jeg tolker det. Hvorfor skulle han ellers lige pege os ud? Jeg synes bare, det er meget påfaldende, at de to brune i køen bliver afvist, mens alle de andre kommer ind. Det må man jo tolke, som man vil, men jeg tolker det sådan, at det er ret uretfærdigt og problematisk. Særligt når vi slet ikke fik nogen grund.«

Mohammad Rona og hans venner havde tidligere på aftenen været til en koncert, inden de ved et-tiden besluttede sig for at slå et smut forbi den pågældende natklub, Café Stygge. 

Men må Café Stygge ikke selv bestemme, hvem de lukker ind på deres klub? 

»Jo jo, det kan jeg jo ikke bestemme i princippet. Men jeg synes, det er påfaldende, at det lige var os, der blev afvist og ikke alle mulige andre. Jeg kender jo ikke deres grund, og det er det, der er problemet.« 

Mohammad Rona fortæller også, at en af de ansatte på natklubben vinkede nedladende til Rona og hans kammerat, idet de blev afvist. 

Kammeraten blev, ifølge Rona, tydeligt ked af det og frustreret. 

B.T. har rakt ud til Café Stygge for at få en kommentar, men natklubben er ikke vendt tilbage inden deadline. 

Det er ikke første gang, at sager om diskrimination i nattelivet har været fremme i pressen. 

En rapport fra Institut for Menneskerettigheder sidste år viste, at hver fjerde minoritetsdansker og hver anden minoritetsdanske mand mellem 18 og 34 år angiver, at de har oplevet at blive nægtet adgang til steder, hvor andre måtte komme ind – særligt i nattelivet.

I et forsøg på at komme dette til livs, har SF og Radikale Venstre tidligere fremsat forslag om at ændre restaurationsloven, så restauratører eksempelvis kan få frataget deres alkoholbevilling, hvis de gentagne gange diskriminerer gæster i nattelivet.

Regeringen stemte i 2022 imod begge forslag. 

Men nu hvor Moderaternes, Mohammad Rona, mener, at han fredag aften oplevede diskriminationen på egen krop, er han klar til at genbesøge SF og Radikale Venstres forslag. 

»Jeg er sådan set ikke imod, at det godt kunne være en løsning, Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det kunne gå ud over de gode steder. Men altså, jeg er da åben overfor, at hvis der er diskoteker eller natklubber eller barer, der bliver ved med at opføre sig dårligt, så skal det altså koste deres alkoholbevilling,« siger Mohammad Rona, der er udlændingeordfører og næstgruppeformand for Moderaterne.