Skatten på arbejde skal ned med næsten 11 milliarder kroner. I hvert fald hvis det står til de Radikale, som netop har offentliggjort deres plan for dansk økonomi frem til 2020. Centralt i planen er en skatteomlægning, hvor partiet blandt andet vil hæve beløbsgrænsen, for hvornår man skal betale topskat. Topskattegrænsen skal hæves med 50.000 kr., mener partileder Margrethe Vestager og co. - Med Radikale Venstres forslag vil antallet af topskatteydere falde fra knap 700.000 personer til ca. 470.000 personer, konstaterer partiet i 2020-planen. De radikale vil desuden øge beskæftigelsesfradraget fra det nuværende 4,25 pct. til 6,25 pct. og forhøje det med 6.000 kr. Det svarer til en skattelettelse på ca.2.000 kr. om året for 3,2 mio. lønmodtagere, lyder de Radikales egen udregning. Her er de Radikales plan Samtidig fremgår det af planen, at de Radikale vil afskaffe multimedieskatten og øge pensionstillægget, "så pensionister også får noget ud af ændringerne". Partiet vil øge pensionstillægget med 4.000 kr. før skat, svarende til knap 2.400 kr. efter skat. Endelig vil de radikale fordoble af værdien af den grønne check, så den udgør 2.600 kr. pr. person og 600 kr. pr. barn. De radikale har regnet sig frem til, at skatteomlægningen vil øge arbejdsudbudet med 10.500 personer.

Hvad synes du om De Radikales 2020-plan? Er den bedre end regeringens og S-SFs?

Deltag i debatten under artiklen