Spørgsmål om kirke og monarki glider i baggrunden på Enhedslistens årsmøde, der fokuserer på Mellemøsten.

En række forslag med rod i konflikten i Mellemøsten efter Hamas' angreb på Israel og Israels gengældelse skal behandles på Enhedslistens årsmøde, der afholdes lørdag og søndag.

Det skriver Politiken og Berlingske.

Det gælder blandt andet et forslag med overskriften "From the river to the sea, Palestine will be free", som 27 EL-medlemmer ifølge Berlingske står bag.

På årsmødet, der afholdes digitalt, skal også forslag som "Enhedslisten er et anti-zionistisk parti" samt "Boykot Israel" ifølge Politiken behandles.

Det skal de til gengæld for forslag om blandt andet kirke, monarki og Ukraine, som droppes.

Både Berlingske og Politiken har talt med Peter Bomholt Andersen, EL-medlem og en af forslagsstillerne på "From the river to the sea, Palestine will be free".

Til Politiken siger Peter Bomholt Andersen, der er pensioneret geograf, at såfremt forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at Enhedslisten ikke anerkender Israel som stat.

- Jeg anser tostatsløsningen for en umulighed. Som geograf kan jeg også godt se, at den ene af de stater ikke vil kunne eksistere som selvstændig stat, siger han.

Folketingsmedlem og udenrigsordfører for Enhedslisten Trine Pertou Mach siger dog til Berlingske, at Enhedslisten fordømmer Hamas og ikke er enig i, at Israel skal ophøre med at eksistere.

Enhedslistens årsmøde er det første med Pelle Dragsted i spidsen som politisk ordfører, de facto leder af partiet. Han har ikke kommenteret de indkomne forslag.

Det er pengeproblemer, der gør, at årsmødet ikke afholdes fysisk. Partiet har et stort underskud. Det var i 2022 var på næsten 4,7 millioner kroner.

- Jeg havde da helt klart ønsket mig et årsmøde, hvor jeg kunne mødes i en stor sal med alle de dejlige medlemmer af Enhedslisten. På den måde er jeg en politisk cirkushest, og det lugter lidt mindre af savsmuld på den her måde, sagde Pelle Dragsted tidligere på ugen.

/ritzau/