Der er kommet intern ballade blandt regeringspartierne.

Det sker efter, at der er kommet frem, at det er en del af den kommende finanslov, at chokoladeafgiften og kaffeafgiften bliver mindre.

Det er Moderaternes folketingsmedlem Rasmus Lund-Nielsen, der er formand for Sundhedsudvalget, som er stærkt kritisk over beslutningen, hans eget parti sammen med de to andre regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, er blevet enige om. 

I hvert fald når det gælder reduceringen i chokoladeafgiften. 

Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne kommer med skarp kritik af regeringens beslutning.
Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne kommer med skarp kritik af regeringens beslutning. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Jeg ved som psykolog, hvordan kosten påvirker ens mentale sundhed, og som formand for Sundhedsudvalget kender jeg tallene for livsstilsysgdomme, og derfor kan jeg kun sige, at det er en helt forkert prioritering,« siger han. 

Han mener, at det slet ikke giver mening i forhold til udgifterne til sundhedsvæsenet. 

»Det, at skære chokoladeafgiften svarer til at skære i brandvæsenet for at sælge billigere fyrværkeri,« siger han og tilføjer:

»Sænkes prisen på usunde fødevarer, så spises der mere af det. Det er som at hælde benzin på bålet.«

Hvorfor har Moderaterne så ikke fået de to andre regeringspartier til at droppe beslutningen om at skære i chokoladeafgiften?

»Man må give og tage i forhandlinger, og jeg har en klar forventning om, at vi har fået noget substantielt den anden vej,« siger han. 

Ifølge TV 2 vil regeringen sænke afgiften på chokolade og kaffe med én milliard kroner i det kommende finanslovsforslag.

Frem mod 2029 skal beløbet stige til to milliarder kroner.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har forsvaret beslutningen om at skære i flere afgifter. Læs mere HER.