For fremtiden skal S-togene sendes i udbud. Det mener regeringen, der tror på, at private udbydere vil betyde billigere billetpriser og bedre kvalitet i togdriften. SF's politiske ordfører, Pia Olsen Dyhr, køber den ikke, og mener modsat, at det bliver dyrere.
»Vi har en operatør i Danmark– DSB. Så har vi nogle enkelte andre baner i Midt- og Vestjylland, og jeg er åben overfor udbuddet fra Odense til Svendborg, fordi det ikke er hovedbaner, men sidebaner. Når vi går ind i hovedinfrastrukturen, piller vi ved Hovedbanegården, der kræver rigtig meget koordinering. Forskellige udbydere vil betyde færre tog, fordi man skal koordinere så meget for at sikre, at de ikke kører sammen på Hovedbanegården,« siger Pia Olsen Dyhr, der er tidligere transportminister, og fortsætter:
»Der er ikke noget, der viser, at det bliver billigere af at udlicitere, for så kan den vedkommende operatør tjene penge på det. Skal man tjene penge, skal man tænke i, hvad der kan betale sig, og hvor der kommer flest passagerer. Det vil skabe en forringelse for kunderne, og det vil have betydning for billetprisen. For kører der færre tog, skal man stadig have forretningen hjem. Er der færre tog, er der også færre passagerer. Så må man sætte prisen op. Udlicitering og privatisering er ikke nødvendigvis det samme som, at det bliver billigere.«
Pia Olsen Dyhr er enig med regeringen i, at de nuværende billetpriser er for dyre, men hun tror på en anden løsning:
»Hvis flere tager den kollektive trafik, kunne priserne falde. Vejen frem er at gøre den kollektive trafik bedre, og det bør være en ambition. Men regeringen er ligeglade og er kun interesserede i at sætte registreringsafgiften ned.«
Kristian Pihi Lorentzen, der er transportordfører for regeringspartiet Venstre, mener, at togdriften har godt af konkurrence:
»Erfaringer fra Midt- og Vestjylland og udlandet er, at vi får bedre togdrift til en billigere pris ved at udbyde togtrafik. Prisen er til gavn for skatteyderne, og bedre kvalitet gavner passagerene. Det vil vi også gerne høste på S-togsnettet. Konkurrence er godt, også når det gælder togdrift,« siger han og fortsætter:
»Der er ingen eksempler på, at det skulle blive dyrere. Konkurrence vil gavne både pris og kvalitet, for sådan er konkurrencens natur. Vi politikere skal til gengæld sætte klare krav til, hvilken service vi vil have. Når det er defineret, så spørger vi, hvem der vil levere den vare. Det glæder jeg mig til at komme i gang med.«
SF's løsning på problemet tror Kristian Pihl Lorentzen ikke på:
»Lige netop SF satte sig i spidsen ved valget i 2011 for, at billetprisen skulle sænkes dramatisk med op til 40 pct. Det modsatte skete – prisen steg fire gange. De har haft chancen, og det modsatte skete. Vi lover af modernisere og effektivisere togdriften, og der er konkurrenceudsættelse et godt middel. For os handler det ikke ideologi, men et spørgsmål om sund fornuft. Skal du købe en bil eller ny sofa, så spørger du til prisen forskellige steder, og så slår du til. Det er det samme, vi gør på vegne af passagerene og skatteyderne. Det, mener vi, er sund fornuft, ikke ideologi,« siger han.