Det ligner to klokkeklare degraderinger til både Nick og Karen Hækkerup (S), der ellers er blevet betegnet som driftssikre ministre i regeringen.
Nick Hækkerup har indtil i dag været forsvarsminister, men han må indstille sig på en ny titel som handels- og investeringsminister. Karen Hækkerup går fra at være social- og integrationsminister til nu i stedet at skulle fungere som fødevareminister.
TV2s politiske kommentator Anders Langballe er ikke i tvivl om, at der er tale om et skridt ned ad stigen for begge medlemmer af familien Hækkerup.
- Fødevareministeriet kan kan være en mulighed for en socialdemokrat til at profilere sig, men ja, det her kan ikke ses som en forfremmelse. Det hak i tuden Karen Hækkerup har fået, er dog ikke så stort som det, hendes svoger har fået, siger Anders Langballe til TV2.
Hækkerup dynasti
Nick Hækkerup er søn af det mangeårige Folketingsmedlem Klaus Hækkerup og bror til Ole Hækkerup.
Karen Hækkerup har giftet sig til Hækkerup-navnet, da hun er gift med Ole Hækkerup.
Det har ikke været muligt at få kommentarer fra hverken Nick eller Karen Hækkerup.