Marie Brixtofte, byrådsmedlem i Gentofte for Venstre og datter af afdøde Peter Brixtofte, har fået brystkræft.

Det oplyser hun på sin Facebook-profil.

»Jeg bliver opereret tirsdag (i dag, red.) og skal så igennem stråling (og måske kemo) over sommeren. Jeg har været så bange, men nu fylder lettelsen og taknemmeligheden mest. Over at jeg mærkede og reagerede. Så kom i gang med at mærke på de bryster!« lyder den indtrængende opfordring fra den 46-årige mor til tre. 

I sit Facebook-opslag fortæller Marie Brixtofte også, at hun opdagede kræften, fordi hun hjalp en veninde, der var i gang med at lave en guide-app til at undersøge sig selv for brystkræft:

»Jeg opdagede det kun, fordi jeg hjalp min veninde/kollega med hendes nye app HeyBOOB. En app, hun har udviklet, der guider os igennem, hvordan man mærker, og en som hun har udviklet, fordi hun selv har haft brystkræft to gange,« tilføjer Marie Brixtofte.

»Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde, men jeg mærkede og fandt en knude, som jeg var sikker på bare var en lille talg- eller fedtknude. Men det har vist sig at være kræft, som bare er fundet super, super tidligt.«

»Så jeg har simpelthen brystkræft lige nu, og det har været et kæmpe chok. Men nu forstår jeg også, at det ikke er farligt, hvis det er fundet i tide, så det her er en kæmpe bøn til jer allesammen. Vi er en ud af ni kvinder, der vil få denne her form for brystkræft på et tidspunkt i vores liv, så de her bryster kan bare ikke mærkes nok på,« understreger hun.

Efter operationen forventer Marie Brixtofte at være kræftfri, fordi lægerne med hendes egne ord 'har tænkt sig at tage det hele'.