Det handler om demokrati, frihed og tryghed, når der 1. maj hvert år bliver kippet med de røde faner og drukket øl i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag.
Sådan var det også i år, men ifølge Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har fagbevægelsen, der hvert år arrangerer 1. maj i Fælledparken, en forskruet opfattelse af, hvad demokrati er.
Årsagen er, at Morten Messerschmidt i år blev nægtet adgang til området bag den store scene i fælledparken, hvor han skulle have deltaget i et panel for TV2 News sammen med blandt andre politisk kommentator Henrik Qvortrup.
Kort tid før udsendelsen fik Morten Messerschmidt besked på, at han ikke var velkommen i parken. Beskeden kom fra LO Storkøbenhavns formand, Peter Kay Mortensen.
- Beslutningen blev truffet ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Vi ønskede ikke at få ham ind som et indslag, der kunne skabe uro. Det ville vi ikke kunne styre, siger LO-formanden, der henviser til tidligere episoder på 1.maj, hvor eksempelvis fremskridtspartiets Mogens Glistrup et blevet overfaldet og overdænget med rådden frugt.
I stedet deltog Morten Messerschmidt via satellit, mens de andre i panelet sad i Fælledparken. Det vækker forundring hos det 31-årige medlem af Europaparlamentet, der har svært ved at forestille sig ballade i det lukkede område bag scenen.- Det er en bizar overreaktion, der viser en noget forskruet opfattelse af, hvad demokrati handler om. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde sagt, at jeg ville stille mig på en ølkasse og holde min egen lille tale. Men nu skulle jeg jo blot kommentere på fagbevægelsen og begivenheden 1. maj, siger en noget overrasket Morten Messerschmidt og fortsætter.
- Det stiller fagbevægelsen i et meget, meget dårligt lys når det kommer til håndtering af åben debat og fri tone, at respektere modsatrettede synspunkter og ytringsfrihed. Det tegner samtidig et mærkeligt billede af LOs medlemmer. Mig bekendt er LOs medlemmer er jo ikke brutale horder af voldshærgende personer. Det er civiliserede mennesker, siger Morten Messerschmidt, der samtidig påpeger, at ca. 17 procent af LOs medlemmer stemmer på Dansk Folkeparti.
Politiet i Fælledparken havde da også sagt god for Morten Messerschmidts deltagelse i TV2 News-panelet, men det var altså ikke nok for LO-formanden Peter Kay Mortensen.
- TV kan lave interview med personer overalt, så de behøves ikke nødvendigvis sidde i parken. Jeg har sådan set ikke noget i mod, at Morten Messerschmidt analyserer i TV eller på anden måde udtaler sig om fagbevægelsen, men det ville vi ikke acceptere inde på vores sceneområde. På grund af sikkerheden. Sådan er det, siger han.