Statsminister Mette Frederiksen (S) ser med "meget stor alvor" på, at mindst tre amerikanere ifølge DR udfører påvirkningsoperationer i Grønland.

»Enhver indblanding i interne forhold i Kongeriget Danmark, og det grønlandske demokrati, er uacceptabel,« siger Mette Frederiksen til DR.

»Jeg noterer mig, at amerikanerne ikke klart afviser, at det skulle forholde sig, som DR fremlægger i dag. Og det er selvfølgelig alvorligt.«

Tidligere onsdag kom det frem, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indkalder en amerikansk topdiplomat til samtale, efter at DR har beskrevet tre amerikanske mænds aktiviteter og mulige forsøg på infiltration i Grønland.

Ved et doorstep i Aalborg siger Lars Løkke Rasmussen, at han forventer, at samtalen mellem Udenrigsministeriet og den amerikanske chargé d'affaires i Danmark vil foregå senere onsdag.

Her vil man fra dansk side "gøre det meget klart for USA, at i det omfang, der skulle være en officiel deltagelse i eller sanktionering i eller hånd på det, man kan betegne som påvirkningskampagner, så er det i strid med alle internationale regler", siger Løkke.

Mark Stroh er den amerikanske chargé d'affaires på USA's ambassade i Danmark. USA har i øjeblikket ingen ambassadør i Danmark, efter at Alan Leventhal i januar stoppede på posten.

En chargé d'affaires er en topdiplomat, som har en lavere rang end ambassadøren.