Fødevareminister Jacob Jensen benægter nu, at han skulle have vildledt Folketinget.
Det sker på trods af, at Jacob Jensen mindst tre gange har forklaret partierne bag landbrugsaftalen, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri havde helt styr på landbrugets reduktion af kvælstof fra særlige efterafgrøder.
Det har senere vist sig, at det var forkert.
Jacob Jensen forklarer, at han blot har videregivet oplysninger, som han fik fra Landbrugsstyrelsen. Det vender vi tilbage til.
»Selvfølgelig har jeg ikke vildledt Folketinget,« siger Jacob Jensen, som ellers har modtaget en voldsom kritik fra andre partier, og ikke mindst Konservative, som krævede hans afgang.
Ministeren forklarer, at han har holdt »gode møder med forligskredsen«. Altså Folketingets partier, som er en del af landbrugsaftalen.
»Her har vi holdt ordførerne opdateret med det pædagogiske redskab, som vi viste dem. Så kan man så vurdere, hvad man vil ud fra det,« siger han.
Det 'pædagogiske redskab', som Jacob Jensen henviser til, er en særlig grafisk tabel med adskillige delmål for en række klimaforbedringer i landbrugsaftalen for 2021.
Herunder også landbrugets reduktion af udledning af kvælstof. Herunder er der et punkt, der handler om særlige efterafgrøder, som skal plantes på landmændenes marker primært for at 'suge' kvælstof op af jorden og dermed reducere udledningen.
Aftalen var, at landbruget skulle reducere udledningen af kvælstof med 3.500 tons kvælstof om året på den måde.
Jacob Jensen har så på mindst tre møder med Folketingets ordførere fremlagt information om, at netop den del af aftalen gik som det skulle, og ministeriet havde styr på, at der skete en kvælstofreduktion på 3.500 tons årligt.
Men virkeligheden er en anden. Nemlig den, at ministeriet ikke aner, om der reelt er sket nogen reduktion i udledningen over årene.
Det kunne Statsrevisorerne fortælle i oktober måned, tre dage inden B.T. kunne afsløre, at Jacob Jensen havde fortalt Folketinget, at der var styr på reduktionerne, selvom det ikke var korrekt.
Jacob Jensen, du har tre gange fortalt Folketinget, at I ville nå i mål med en reducering af kvælstof på 3.500 tons om året for de her reduktioner. Det er forkert. Hvorfor har I fortalt Folketinget det?
»Vi har jo fortalt Folketinget det, som den daværende Landbrugsstyrelsen har vurderet værende rigtigt,« siger Jacob Jensen og fortsætter:
»Det er den vurdering, som styrelsen har haft løbende og som vi har givet videre til Folketinget. Det kan jeg fuldstændig stå på mål for. Men jeg anerkender, at Rigsrevisionen og herefter Statsrevisorerne har kritiseret det punkt.«
Hvordan er det ikke en vildledning at fortælle Folketinget noget, som statsrevisionerne siger er forkert?
»Jeg bliver nødt til at henvise til ministeren for grøn trepart, Jeppe Bruus, som har overtaget det resort. Han er også blevet kaldt i samråd om det,« siger Jacob Jensen og fortsætter:
»Det er klart, at jeg kun har haft den interesse i at levere de oplysninger, som min styrelse på det tidspunkt vurderede fagligt var rigtige. Det er det, som vi har gjort løbende. Men jeg tager naturligvis den kritik, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har givet.«
Efter B.T.s afsløring er Jacob Jensen indkaldt til samråd. Det forventes dog, at det bliver minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, der dukker op, da dette område er overgået til Bruus' ministerie.
Lyt til B.T.s podcast Borgerlig Tabloid med politisk kommentator Joachim B. Olsen.