Med enden på den syriske diktator Bashar al-Assads regime, står de omkring 45.000 herboende syrere i en ny situation.
Skal de blive i Danmark eller rejse hjem og genopbygge landet?
»Jeg ser på det, at der nu er en mulighed – hvis der kommer fred i Syrien – for en række syriske statsborgere at komme hjem og genopbygge landet. Det tror jeg selv, jeg ville gøre, hvis jeg var i den situation, hvis jeg var flygtet fra Danmark, fordi der var krig, og der nu var fred igen. Men i første omgang er det på frivillig basis,« siger udlændingeminister Kaare Dybvad (S) til TV 2 News.
Til B.T. uddyber ministeren, at han forventer, myndighederne sætter i gang.
»Det er min forventning, at Flygtningenævnet ser på ny på situationen. Men de skal have et solidt grundlag at gøre det på og ikke bare nyhedsudsendelser,« siger Dybvad.
Fra politisk side vil den danske regering ikke foretage sig noget, forklarer Kaare Dybvad.
Dansk Folkeparti har opfordret til, at regeringen beder myndighederne genoverveje syrernes opholdsgrundlag.
Men det er op til Flygtningenævnet selv at afgøre, siger Dybvad.
Med tiden, hvis Flygtningenævnet konkluderer, at der er fred og stabilitet, så vil der være en række af de syriske flygtninge, som vil få inddraget deres asylopholdstilladelse, forklarer ministeren.
Der er det især de flygtninge, der kommer fra den nordlige del af syrien, der måske nu står overfor en ny vurdering fra Flygtningenævnet omkring sikkerhedssituationen, uddyber Dybvad.
Så skal man enten finde en anden opholdstilladelse som arbejdstager, eller også så skal man rejse hjem, tilføjer han.
Flygtningenævnet træffer i sidste ende afgørelse om syreres flygtningestatus.
B.T. følger sagen.