Ethvert forsøg på indblanding i Kongerigets interne anliggender eller at skabe splid er uacceptabelt, blev fastslået under samtale med USA's chargé d'affaires onsdag.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en mail til Ritzau.

Tidligere onsdag kom det frem, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indkalder en amerikansk topdiplomat til samtale, efter at DR har beskrevet tre amerikanske mænds aktiviteter og mulige forsøg på infiltration i Grønland.

Her ville  man fra dansk side "gøre det meget klart for USA, at i det omfang, der skulle være en officiel deltagelse i eller sanktionering i eller hånd på det, man kan betegne som påvirkningskampagner, så er det i strid med alle internationale regler", siger Løkke.

Mark Stroh er den amerikanske chargé d'affaires på USA's ambassade i Danmark. USA har i øjeblikket ingen ambassadør i Danmark, efter at Alan Leventhal i januar stoppede på posten.

En chargé d'affaires er en topdiplomat, som har en lavere rang end ambassadøren.