Den amerikanske ekspræsident Barack Obama kommer nu med en personlig indrømmelse.
Det sker i et interview onsdag med sin kone, Michelle Obama, hvor de to blandt andet taler om de udfordringer, mænd og drenge møder i dag.
Her erkender Barack Obama nemlig, at han ville have haft svært ved at opdrage en dreng. Parret har i dag to døtre sammen.
»Jeg synes, vi har gjort et ret godt stykke arbejde med at opdrage vores piger, men jeg har ofte sagt, at jeg tror, jeg ville have haft sværere ved at opdrage en søn,« siger Barack.
Udtalelsen falder ifølge mediet People i Michelle Obamas podcast.
»Jeg tror, at jeg ville have været mere fordømmende og hårdere,« fortsætter den tidligere præsident og tilføjer:
»Jeg vil gerne tro, at jeg ville have være selvbevidst nok til at bekæmpe den del, men jeg tror bare, at det der far-søn-forhold ville have været sværere. Særligt når jeg ikke selv havde en far til at vise mig det.«
Barack Obama blev født på Haiwaii og boede sammen med sin mor, Stanley Ann Dunham.
Hans forældre blev skilt, da Obama var ganske lille.
I et opslag på Instagram fra 2021 skrev Obama, at han »ikke rigtig kendte« sin far, og tilføjede, at »han forlod min mor og jeg, da jeg var to år gammel.«