Det vækker nu forargelse i blå blok, at regeringen har valgt at bruge 125.000 skattekroner på et særligt EU-logo, der tilmed kun er brugbart i seks måneder.
Det har B.T. kunnet afsløre på baggrund af en aktindsigt fra Udenrigsministeriet.
Logoet, som kan ses herunder, er blevet udarbejdet i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet.
»Det er ikke fordi, det er det, der vælter korthuset. Men det er bare endnu et eksempel på frås med borgernes skattekroner,« siger Liberal Alliances fungerende politiske ordfører, Pernille Vermund.
»Man skal altid spørge sig selv, om man ville bruge det beløb, hvis det var ens egne penge. Og her synes jeg, det virker fuldstændig unødvendigt.«
Pernille Vermund står ikke alene med sin forbavselse.
Også professor i samfundsvidenskab Bent Greve har til B.T. givet udtryk for, at der ser ud til at være tale om en mærkværdig brug af penge.
»Det er altid en vurderingssag, men det virker ikke oplagt at bruge 125.000 på et logo, idet man allerede har et EU-logo, som kunne have været anvendt,« har Greve udtalt.
B.T. har tidligere forsøgt at få den ansvarlige minister, europaminister Marie Bjerre (V), til at svare på, om der er tale om fornuftig brug af penge.
Det er ikke lykkes – i stedet har Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar fastholdt, at man har gjort, hvad man kunne for at holde udgifterne nede.
»Udenrigsministeriet har valgt at udvikle logoet for det danske EU-formandskab in house og med bidrag fra ministeriets faste grafiske leverandør. Det har givet en enklere og billigere løsning, end hvis vi for eksempel havde udskrevet en stor logo-konkurrence for designbureauer.«
Så Pernille Vermund – ministeriet siger jo faktisk, de har forsøgt at gøre det billigt?
»Men hvorfor skal der overhovedet være et andet logo end EU-logoet? Jeg synes, det er sådan et sted her, hvor man godt kan spørge sig selv, om det virkelig er god brug af penge,« siger hun og fortsætter:
»Det er jo princippet i det. For det er desværre bare ét eksempel ud af mange på, hvordan man ikke har tænkt sig om, når man forvalter skatteborgernes penge.«
B.T. har forelagt Vermunds kritik for europaministeren. Hun er ikke vendt tilbage - i stedet henviser Udenrigsministeriet til den tidligere givet skriftlige kommentar.
Danmark overtog officielt formandskabsposten i EU den 1. juli.
Det blev fejret med en »europæisk gadefest« i Aarhus til flere millioner – også på skatteborgernes regning.