Både røde og blå partier på Christiansborg udtrykker nu bekymring for den kommende forældreansvarslov.
Det sker efter, at flere eksperter lørdag i B.T. har forklaret, at loven efter alt at dømme ikke kommer til at virke på et helt centralt punkt - at forhindre at forældre kan vinde myndighed og bopælsret for deres børn ved hjælp af chikane og falske anklager.
»Det er et kæmpe problem, hvis lovforslaget ikke sikrer mod samværschikane som værktøj til at vinde forældremyndigheden. Vi må have ministeren på banen, og der er ingen tvivl om, at lovforslaget skal skærpes,« siger socialordfører for Dansk Folkeparti, Mette Thiesen«.
Den 30. november 2023 indgik regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige en politisk aftale om at ændre forældreansvarsloven.
En af de helt centrale parametre for lovændringen, som blev sendt i høring 17. juni i år, skulle være, at den sætter en stopper for, at den ene forælder kan bedrive voldsom samværschikane.
B.T. kunne lørdag fortælle om en opsigtsvækkende dom i Højesteret, hvor en far – der af retten beskrives som empatisk og som en god forælder – stort set ikke har set sine børn i fire år netop på grund af samværschikane.
Alligevel fik moren fortsat ret til at bo med børnene, da faren nu efterhånden var blevet fremmed for sine egne børn.
Samværschikane forekommer regelmæssigt, og formålet er at forhindre samvær med den anden forælder og derved over tid vinde forældremyndigheden over barnet, når børnene bliver fremmed for den anden forælder.
Men flere eksperter siger til B.T., at lovforslaget, som det ser ud nu, efter alt at dømme ikke vil sætte en stopper for samværschikane. Loven er »for fluffy«, den nuværende retstilstand ændres ikke, og konsekvenserne ved at udføre samværschikane er fortsat uklare.
Sådan lyder kritikken fra Danske Familieadvokater og Dommerfuldmægtigforeningen.
Det bekymrer talrige partier på Christiansborg.
»Det skal stå i loven, at samværschikane skal have konsekvenser. Jeg forstår godt, at det er svært, men det er også derfor, at vi må stå fast på at sætte os ned med ministeren og sørge for, at loven fungerer. I øjeblikket er det nærmest konsekvensløst at udøve samværschikane, og det må det ikke være,« siger Mette Thiesen og fortsætter:
»En mulighed kunne være at flytte bopælen til den anden forælder, hvis der udøves samværschikane.«
Også i Enhedslisten er man bekymret og vil gerne sætte sig ned igen med ministeren.
»Det vil jeg gerne. I dag er det desværre sådan, at det kan betale sig at udøve samværschikane, så den anden forælder mister relationen til barnet. Det skal vi sikre. Men det er også vigtigt, at det ikke bliver sådan, at man ikke kan fortælle om reelle overgreb, fordi man frygter konsekvenserne,« siger socialordfører i Enhedslisten, Victoria Velasquez.
Danmarksdemokraterne vil også handle på eksperternes kritik.
»Ministeren bliver nødt til at indkalde os igen. Det må ikke kunne betale sig at udøve forældrefremmedgørelse,« siger socialordfører Karina Adsbøl og fortsætter:
»For eksempel vægter erklæringer fra krisecentre i dag alt for tungt, og de skal underbygges bedre.«
Liberal Alliance bakker op.
»Samværschikane er vold mod børn og det skal have konsekvenser,« siger socialordfører Katrine Daugaard, som også vil aktivere ministeren igen.
Radikale Venstres socialordfører Lotte Rod skriver i en sms til B.T., at hun også gerne vil høre ministerens svar på kritikken, da »det er vigtigt, vi gør det ordentligt«.