Et meget kontroversielt opslag vækker stor vrede i regeringen og blandt flere politikere på Christiansborg.
Det drejer sig om, at en 'mufti' har udstedt det, der ifølge en af landets førende islamforskere minder om en fatwa rettet mod danske muslimske vælgere.
»Kort og råt: Det er 'haram' (forbudt, red.) for muslimer at stille op for eller stemme på partier, der støtter militant zionisme og folkemordet i Palæstina,« skriver 'muftien' på Facebook.
Manden bag opslaget er den islamiske teolog Imran Bin Munir Husayn, der på Facebook har profilen Abu Malik Al-Hanafi.
'En eller anden Facebookmufti'
I en skriftlig kommentar erklærer udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), at han »intet har til overs for en eller anden Facebookmufti, der sidder og udsteder fatwaer på internettet«.
»I Danmark er det ikke imamer, der skal diktere, hvordan man stemmer. I et demokrati har vi tiltro til, at mennesker selv kan tage politisk stilling. Og jeg håber, at alle dele af det muslimske miljø vil tage afstand til den form for religiøs pression,« tilføjer han.
B.T. har været i kontakt med Imran Bin Munir Husayn, der afviser kritikken. Du kan læse hans reaktion til sidst i denne artikel.
'Undsiger demokratiet'
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er også vred over muftiens opslag.
»Det er i total modstrid med alt, hvad vi står i Danmark, når han på den måde undsiger demokratiet og bruger religionen som argument for at modsætte sig det danske samfund,« siger hun til B.T. og tilføjer:
»Det viser bare med al tydeligt, at der er mange muslimer, der aldrig nogensinde skulle have været lukket ind i Danmark.«
Men der ser jo ikke ud til at været noget ulovligt i den 'fatwa', han har lavet....
»Han må sige, hvad han mener, men det må jeg også,« siger hun.
'Altid problematisk'
Også hos Moderaterne vækker opslaget vrede.
»Det er altid problematisk, når nogen siger til andre, at der ikke skal stemmes på nogen bestemte i et land som vores, hvor demokrati og det at have indflydelse og stemmeret er enormt vigtigt for os alle sammen,« siger Mohammad Rona, der er politisk ordfører for Moderaterne.
»Min opfordring er helt klart, at man selvfølgelig ikke på nogen som helst måde skal lytte til, hvad ham muftien siger.«
Mufti: 'Det er sørgeligt'
B.T. har forelagt kritikken for Imran Bin Munir Husayn:
»Det er sørgeligt, at disse politikere er mere optagede af at angribe en meningstilkendegivelse på sociale medier end af at leve op til deres ansvar for at sætte en stopper for det folkemord, som deres venner i Israel har været i gang med i snart to år.«
Han fortsætter:
»Titusinder af civile er blevet dræbt – flest kvinder og børn – mens Gaza er blevet jævnet med jorden; journalister og sundhedspersonale er blevet likvideret i hundredvis. Både dansk og international ret forpligter vores folkevalgte til at forebygge, forhindre og straffe krigsforbrydelser, og når de folkevalgte svigter, så må borgerne undsige dem og de magtstrukturer der opretholder støtten til forbrydelserne ved simpelthen at stemme på andre med et mere acceptabelt menneskesyn.«
Læs resten af Imran Bin Munir Husayns svar til B.T. i faktaboksen herover.