Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har længe været i hård konflikt med Moderaternes formand og udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.
Nu tyder en ny meningsmåling på, at fjendskabet mellem de to kan afgøre, hvem der får regeringsmagten efter næste folketingsvalg.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, ovenpå en ny meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau.
En måling, der viser vidt forskellige resultater for henholdsvis Dansk Folkeparti og Moderaterne.
For mens Dansk Folkepartis comeback er ved at bide sig fast, ser Moderaterne ud til ikke at kunne komme op ad den vælgermæssige bakkedal, som partiet har befundet sig i længe.
»DF ligger virkeligt godt for øjeblikket. Det er tredje måling, der viser stor opbakning til dem. Der er sket et eller andet der, som er værd at notere sig,« siger Henrik Qvortrup med henvisning til, at Dansk Folkeparti har en opbakning på 7,5 procent i den nye Voxmeter-måling.
Ved sidste folketingsvalg i 2022 fik partiet blot 2,6 procent af stemmerne.
»Så kan man ganske vist sige, at målingen ikke viser flertal til rød blok, men så længe, at Moderaterne stadig er inde i Folketinget og Messerschmidt holder fast på, at han ikke vil arbejde sammen med Løkke, så vil jeg mene, at man kan tillade sig at tælle Moderaterne med til rød blok,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»Og dermed kan Messerschmidts modstand mod Løkke ende med at føre til en rød regering efter næste valg.«
Morten Messerschmidt har gentagne gange givet udtryk for, at han ikke vil gøre Lars Løkke Rasmussen til minister, ligesom han også i hårde vendinger har angrebet ham, blandt andet i taler i Folketingssalen.
Var det ikke for Messerschmidts markante modstand mod Løkke, kunne Moderaterne i teorien tilslutte sig blå blok og måske få regeringsmagten til at skifte mellem blokkene, vurderer Henrik Qvortrup.
I Voxmeter-målingen ligger rød blok nemlig til 48,3 procent af stemmerne, mens blå blok ligger til 47,4 procent.
Imens ligger Moderaterne til 3,3 procent af stemmerne, en markant nedgang fra de 9,3 procent, som de fik ved valget i 2022.
»Det er klart, at hele billedet ændrer sig det øjeblik, Moderaterne ikke kommer i Folketinget. Hvad der er en reel sandsynlighed for med de dårlige målinger, som partiet får for tiden,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»I det øjeblik luften går helt ud af Moderaterne, er spillepladen ryddet, og så kan alt ske.«