Regeringen har de seneste uger været på »charmeoffensiv« med en række udspil, hvor de blandt andet letter afgiftstrykket på almindelige danskere.
Men foreløbig ser det ikke ud til, at regeringens mange tiltag virker.
I hvert fald ikke, hvis regeringen gerne vil have flere vælgere.
En ny meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau viser nemlig, at vælgeropbakningen til regeringen er lav.
Regeringen står i målingen samlet set til 34,2 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på lige under 16 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget i 2022.
»Målingen er et vidnesbyrd om, at det stadig ikke går særligt godt for regeringen,« siger B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup og fortsætter:
»Uanset, hvad regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen forsøger sig med – om det så er at være verdensmand på den internationale scene eller at lette afgifterne for danskerne – rykker det tilsyneladende ikke noget overhovedet.«
Han peger på, at regeringen de seneste uger først har meldt ud, at man ville sænke kaffe- og chokoladeafgiften, inden det senere lød, at man ville afskaffe den helt.
Derudover har regeringen meldt ud, at man også vil afskaffe elafgiften.
»Men selv efter to til tre uger med charmeoffensiv på charmeoffensiv og valgflæsk på valgflæsk, så er der ingen fremgang. Det virker ikke for dem,« siger Henrik Qvortrup.
Han tager forbehold for, at regeringens udmeldinger om afgifter måske ikke er slået igennem i meningsmålingen, der er foretaget i perioden den 18. til den 24. august.