Chokoladeafgift. Kaffeafgift. Luft i softice. Fødevareafgifterne findes i alle afskygninger – og danskerne betaler prisen.

Men nu kommer hele regeringen – Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne – med skarp kritik af de såkaldte punktafgifter på fødevarer, og et regulært opgør med afgifterne ulmer.

Det sker oven på, at B.T. i løbet af sommeren først har sat massivt fokus på, hvordan almindelige dagligvarer er blevet markant dyrere inden for få år.

Og her efter er det kommet frem, hvordan kendte virksomheder som Peter Beier Chokolade og Frellsen på forskellig vis er ramt af den udskældte chokoladeafgift. 

Samtidig påpeger Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, at chokoladeafgiften kun udgør cirka to promille af statens samlede skatteindtægter, og man sagtens kan fjerne den, hvis der er politisk vilje.

Senest har bagermester John Jønsson fortalt, hvordan reglerne bag chokoladeafgiften er »tåbelige« og »gakgak«.

Minister: En øjenåbner
Stephanie Lose, der er økonomiminister og næstformand for Venstre, fortæller, at det er kommet bag på hende, hvordan små og store erhvervsdrivende bruger mange ressourcer på at håndtere og gennemskue de punktafgifter, som deres produkter er pålagt.

»Det har også været en øjenåbner for mig, hvor meget tid der bliver brugt på administration af foreksempel chokoladeafgiften - og hvor skørt og besværligt det er,« siger hun og tilføjer:

»Afgifterne gør det både dyrere for forbrugerne og bøvlet for erhvervslivet. Det har jeg fuldt fokus på i mit politiske arbejde. For Venstre er det en prioritet at finde løsninger, der kan gøre det billigere at være dansker og lettere at drive virksomhed.«

Hvordan vil I helt konkret få ændret på afgifterne?

»Vi kommer løbende til at melde ny og helt konkret politik ud, der gør en forskel for danskerne og for danske virksomheder, men vi er ikke klar til at melde en konkret løsning ud på afgifter i dag,« siger Stephanie Lose.

'Rasende dyrt'
Socialdemokratiets skatteordfører, Anders Kronborg, er tæt på at have fået nok.  

»Vi har ikke et særligt kærlighedsforhold til chokolade- og kaffeafgiften,« siger han og fortsætter:

»Det er blevet rasende dyrt i supermarkederne. Chokolade og kaffe bør selvfølgelig ikke være en luksus.«

Men han vil dog ikke love noget endnu:

»Jeg mindes jo VLAK-regeringen og Liberal Alliances stålfaste blå øjne. Jeg finder ikke de blå øjne frem, men holder mig til jysk imødekommenhed. Men lad mig sige det sådan her: vi skal nok lande noget godt.«

M: Vil forenkle systemet
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, slår fast, at han er klar til at gå hele linen ud:

»Chokoladeafgiften er bare en af de gakkede afgifter. Vi skal også af med afgiften på kaffe, champagne, luft i softice – og vi vil halvere momsen på frugt og grønt,« siger han.

Han vil gøre skattesystemet enklere og kalder afgifterne en unødig byrde for både borgere og virksomheder:

»Det er vigtigt, at vi forenkler systemet. Staten har endda ansat folk kun til at holde styr på de her mærkelige afgifter,« siger Mohammad Rona.

Han vil dog heller ikke sætte ord på, hvordan det skal finansieres.

»Det har vi bare ikke sat os fast på - og det skal ikke være diskussionen lige nu,« lyder det.